23948sdkhjf

BilBasen i samarbejde med Danmarks største bilforhandlere

49 bilkoncerner med 241 personvogns- og lastvognssalgssteder fordelt over hele Danmark i indkøbsforeningen Techno Danmark indgår aftale med BilBasen om markedsføring.
BilBasen har netop indgået en aftale med indkøbsforeningen Techno Danmark. Det betyder, at landets 49 største nybilsforhandlere, med i alt 241 personvogns- og lastvognssalgssteder fordelt over hele Danmark, får endnu bedre muligheder for at annoncere på landets mest besøgte internetside for handel med biler i Danmark, anfører Bilbasen i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget stolt af aftalen omkring samarbejdet med en forening som Techno Danmark, hvor medlemmerne, i kraft af deres samlede størrelse, er meget attraktive for os, konstaterer Michael Bækgaard Johnsen, kommerciel direktør for BilBasen og Bilinfo.

45 procent af alle solgte personbiler i Danmark, og 25 procent lastbiler, sælges af et Techno-medlem, anfører foreningen på sin hjemmeside www.techno-dk.dk.

Effektiv annoncering

Med samarbejdet får bilforhandlerne mulighed for at blive eksponeret for et stort antal bilkøbere på BilBasen, der har godt en halv million besøgende hver måned. BilBasens klassiske annonceringsprodukter tilbydes Techno Danmarks medlemmer, og allerede i dag samarbejder en stor del af Techno Danmarks medlemsvirksomhederne med BilBasen og Bilinfo, der er den seneste af Techno Danmarks mere end 56 samarbejdspartnere.

Har ikke valgt side

Aftalen med Bilbasen er ikke et udtryk for, at Techno Danmark har valgt side i den aktuelle dyst mellem BilBasen og det relancerede Biltorvet. Bestyrelsesformand for Techno Danmark er Peter Kjærsgaard, indehaver af Kjærsgaard Auto A/S med to forretninger i Aalborg og Aars med mærkerne Citroén, Nissan, Chevrolet og Honda. Han oplyser, i en kortfattet mail, at indkøbsforeningen generelt ikke diskuterer sine aftaler med omverdenen:

"Vi laver aftaler med de spillere, der er på de respektive markeder. Vi er upolitiske og forholder os ikke til, hvad der sker i markedet, men om vores medlemmer kan tjene penge på eventuelle aftaler. Medlemmerne kan frivilligt bestemme, om de vil gøre brug af dem. Vi har ikke valgt side, og hvis Biltorvet vil lave en samarbejdsaftale, er vi åbne overfor det også. På samme måde har vi også samarbejdsaftaler med både Q8 og Shell", lyder formuleringen fra Peter Kjærsgaard.

Den øvrige bestyrelse i Techno Danmark udgøres af autobranchens storspillere Hans Vestergaard, direktør og indehaver af Autohuset Vestergaard A/S med 16 salgssteder af otte bilmærker, Peter Monk, direktør for Monk Biler A/S i København, Morten Buus, direktør og medindehaver af Aunsbjerg Nielsen A/S med fem forretninger I Kolding, Haderslev og Horsens samt Sten Uggerhøj, direktør for Uggerhøj A/S med otte forretninger placeret i Midt- og Nordjylland for 10 mærker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094