23948sdkhjf

Sådan udnyttes testudstyret

En fuldt professionel problemløsning ved fejl i bilens klimaanlæg er i virkeligheden et samspil mellem tre forskellige testere, mener Dometic. Læs hvilke her.
Klimaanlæggene i nutidens biler spiller en enorm rolle for bilisternes komfort. Derfor er det også af altafgørende betydning, at mekanikere, der i det daglige arbejder med reparation af disse anlæg, hurtigt og præcist kan diagnosticere fejl og udbedre dem.

I den forbindelse bruger mange mekanikere en diagnosetester. Men udelukkende at binde sig an på den, er ikke optimalt i en effektiv fejlsøgning, lyder det fra en ekspert.

- Når mekanikeren på en effektiv og præcis måde skal finde ud af problemerne med et klimaanlæg, skal han faktisk bruge tre forskellige testredskaber, oplyser Jesper Flohr, instruktør og servicetekniker ved Dometic Denmark i Fredericia.

Øje for helheden

Ved en optimal fejlsøgning skal der således både bruges en diagnosetester, et digitaltermometer og en fyldestation .

- Problemet ved kun at fejlfinde ved hjælp af en diagnosetester er, at mekanikeren på den måde kun ser de elektriske værdier. Tilslutter man derimod samtidig fyldestationen, diagnosetesteren og et digitalt termometer i friskluftsdysen, så er det muligt på en og samme tid at sammenligne de elektriske værdier fra diagnosetesteren, værdierne fra digitaltermometret samt trykket fra fyldestationen, forklarer Jesper Flohr.

Han har flere gange oplevet at stå med en føler, der angav en forkert værdi. Og kun fordi Jesper Flohr valgte at bruge alle de nævnte kontrolredskaber, lykkedes det ham afslutningsvis at finde frem til en optimal problemløsning.

- For nylig fik vi en bil ind, hvor kompressoren larmede ved 2800 omdrejninger. Værkstedet mente, at der måtte være tale om en fejl i kompressoren. Men en ny kompressor larmede også. Værkstedet involverede nu flere eksperter i problemsøgningen, og det endte med, at der også blev skiftet kondensator, filter og ja, sågar fordamper, siger Jesper Flohr.

Tid at spare

På hans foranledning blev diagnosetester, digitaltermometer og fyldestation på samme tid tilsluttet.

- Og så løste vi problemet i løbet af et kvarter. Diagnosetesteren viste, at kompressoren skulle arbejde på laveste niveau, mens digitaltermometret og fyldestationen viste, at kompressoren faktisk arbejdede på det højeste niveau. Nu havde vi et resultat, der gjorde, at vi hurtigt kunne rette fejlen. Og et godt eksempel på, at hvis mekanikerne anvender de tre testredskaber fra starten, ja så kan de spare en masse tid på den lange bane, fastslår Dometics servicetekniker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078