23948sdkhjf

Marco L. Sørensen til tops

Kåret til Årets Danske Bilsportskører 2012 af DASU ved Dansk Motorsports Award showet, hvor far og søn Magnussen også blev hædret.
Den nordjyske Lotus-kører, Marco L. Sørensen, røg onsdag aften den 6. februar helt til tops ved Dansk Motorsport Awards 2012.

Arrangementet blev afholdt i Cirkusbygningen i København, og her modtog nordjyden prisen som "Årets Danske Bilsportskører 2012" af DASU. Udover æren fulgte 20.000 kroner.

Marco L. Sørensen modtog prisen for sin succes i den prestigefyldte internationale Formelklasse, Formel Renault 3,5 World Series. Her viste nordjyden i 2012 sæsonens imponerende kørsel, sejr på Spa Francorchamps og adskillige podieplaceringer. Formel Renault 3,5 World Series betragtes som værende det sidste skridt før Formel 1.

- Jeg er meget stolt over prisen, og ikke mindst er jeg glad for, at det var mig som eksperterne pegede på. Det er første gang nogensinde, at jeg modtager en pris i Danmark. At det skulle blive den største af dem alle, er næsten ikke til at fatte. Det er jo en form for skulderklap fra det officielle Motorsportsdanmark. Det luner altid, når der er støtte hjemmefra til det, man går og laver, siger Marco L. Sørensen.

- Jeg har aldrig rigtigt haft de store penge i ryggen og har derfor altid måtte kæmpe med næb og klør for overhovedet at få et racersæde. Så at jeg nu står her som Årets Bilsports kører 2012, må give en kæmpe motivation til alle de unge talenter om bare at klø på. Det kan godt lade sig gøre, hvis bare man selv tror på det, tilføjer han.

Prisen blev overrakt af den 8-dobbelte Le Mans vinder Tom Kristensen, som også tidligere i sin karriere har modtaget prisen. Umiddelbart efter prisoverrækkelsen måtte Marco haste videre til England, da han allerede torsdag morgen havde nogle vigtige møder vedrørende sin 2013-sæson.

Ved Dansk Motorsport Awards 2012 blev desuden kåret af BT: Årets kører i rally (Kim Boisen), speedway (Nicki Pedersen), banesport (Kevin Magnussen), motocross (Stefan Kjer Olsen), karting (Nicklas Nielsen), road racing (Robbin Harms), årets motorsportstalent (Stefan Kjer Olsen), årets motorsport event (Classic Race Aarhus), den alternative pris (Team Wounded Racing) samt BT-prisen (Jan Magnussen).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125