23948sdkhjf

Autobutler i luften i Tyskland

I første omgang koncentrerer værkstedsportalen sig om Hamburg og Slesvig/Holsten i samarbejde med mere end 100 værksteder fra start.
Værkstedsportalen Autobutler fik for få måneder siden en solid økonomisk indsprøjtning fra venturefonden Creandum blandt andet med sigte på at indtage Europa. Nu er tyske autobutler.de i luften, og de første kunde-forespørgsler kom allerede få timer efter lanceringen.

I første omgang koncentrerer værkstedsportalen sig om Hamburg og Slesvig/Holsten, hvor man allerede fra start har sikret sig samarbejde med mere end 100 værksteder.

- Vi har store forventninger til Tyskland og regner med lige så stor succes der, som vi har haft herhjemme og i Sverige. Det er vigtigt at understrege, at selvom vi er godt på vej ud over landets grænser, så er og bliver Danmark vores kerneforretning. Og man kommer ikke til at opleve eksempelvis tyske eller svenske værksteder byde på opgaver via autobutler.dk, siger adm. direktør og partner i Autobutler, Christian Legêne.

Autobutler har eksisteret siden 2010, hvor portalen åbnede op i Danmark, og er nu ved at runde en milepæl med 100.000 formidlede opgaver. I 2012 gik turen over Sundet til Sverige, og i de to lande har man tilsammen formidlet værkstedsopgaver for cirka 115 millioner kroner til portalens knap 1250 tilmeldte værksteder.

Med åbningen i Tyskland har værkstedsportalen taget første skridt i den europæiske ekspansion, og har allerede nu indstillet sigtekornet på England, Norge og Holland, der alle efter planen skal have et medlem af Autobutler-familien i løbet af de kommende år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094