23948sdkhjf

Ny direktør i Bilernes Hus

Holger Helle har videregivet posten som adm. direktør i Bilernes Hus, Silkeborg, til Mads Elkjær Holm, som netop er vendt retur til Danmark efter arbejde i udlandet.
Mads Holm og Holger Helle har forskellige profiler, men begge mener, at netop denne forskellighed vil være en styrke for Bilernes Hus’ fortsatte udvikling. Holger Helle har gennem 46 år virket som entreprenør i bilbranchen, hvor Mads Holm er mere driftsmæssigt orienteret, og har en mere analyserende, systematisk og økonomisk tilgang til virksomhedsdrift.

Karrieren startede for Mads Holm i militæret som sergent først i Varde og siden på Bornholm, inden det blev til 10 års erhvervskarriere hos A.P. Møller, hvor han beskæftigede sig med blandt andet ledelse, økonomi og skibsfart. Derefter gik turen til den amerikansk ejede ITW-koncern i Kolding. De følgende to et halvt år gik med økonomistyring samt virksomhedsudvikling som økonomidirektør hos Bilernes Hus, Silkeborg.

Et fristende jobtilbud sendte Mads Holm til Dubai som adm. direktør for 1600 ansatte inden for forretningsområdet værkstedsdrift. Det drejede sig om reparation og vedligeholdelse af alt fra personbiler til lastbiler for vestlige hjælpeorganisationer samt den amerikanske regering i diverse udviklingslande.

Fokus på nyvognsmærker

Mads Holm valgte i december at vende retur til familien i Danmark, og her blev ansættelsen i Bilernes Hus fastlagt, idet man var enige om, at Mads kunne være med til at gøre en forskel i den fortsatte forretningsudvikling af Bilernes Hus, oplyser en pressemeddelelse.

Han bor nu med familien – hustru og børn – i Århus.

Fremtidig fokus vil blandt andet være på nyvognsmærkerne i Bilernes Hus, videreudvikling af Danmarks største brugtvognsafdeling under Helle-navnet og endelig at give alle husets kunder optimal service.

Bilernes Hus vil også fremadrettet være en arbejdsplads, der fokuserer meget på medarbejdertrivsel, samhørighed og individuel udvikling, idet medarbejderne er den altafgørende faktor for firmaets succes, lyder det videre.

Holger Helle ejer Bilernes Hus sammen med Gunnar Frost og Sten Uggerhøj og vil fortsat sidde i bestyrelsen. Derudover skal han bruge tiden på optimering og udvikling af Helle-forretninger i Tyskland og Spanien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078