Jan Magnussen fylder 40 år: Fejrer det på banen
Racerkøreren Jan Magnussen blev torsdag 40 år, men der er ikke tid til at fejre, for han er på job.
I weekenden skal han nemlig på job i USA, hvor det gælder et løb i den amerikanske Le Mans Serie (ALMS).
Det er Jan Magnussens første løb siden årets 24-timers-løb i Le Mans, hvor danskeren leverede et skidt resultat, og kollegaen Allan Simonsen omkom efter en soloulykke.
- Jeg ser frem til weekendens løb af flere årsager. For det første tager vi et tungt skridt videre efter det, der skete for snart to uger siden.
- Mit Le Mans 2013 sluttede først med Allan Simonsens bisættelse i denne uge, og i weekenden tager ALMS det første skridt videre efter Allan, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
Corvette-køreren skal i aktion i Connecticut, og sammen med Antonio Garcia skal duoen forsøge at fortsætte de gode takter fra sejren på Laguna Seca-banen i maj.
Der skal køres løb på Lime Rock-banen, og den udfordring glæder danskeren sig til.
- Jeg kan generelt godt lide at køre på de amerikanske racerbaner, men Lime Rock er noget særligt.
- Det er en ret kort bane, så straffen for at lave fejl kan være temmelig stor. Samtidig er det en sjov bane med få, men udfordrende sving, og layoutet er ret old-school.
- Corvette Racing har altid været stærke på Lime Rock, men det er faktisk ved at være et stykke tid siden, vi sidst hev en sejr med hjem.
- Det kan man godt tolke som et tegn på, at det skal ske i weekenden, siger Jan Magnussen.
/ritzau/