23948sdkhjf

CAD: Færre men bedre erhvervsskoler

De frie værksteders forening vil undersøge muligheden for at blive en del af Industriens Uddannelser for at få indflydelse på lærlingeuddannelsen på gerne færre skoler end i dag.
Der er for mange erhvervsskoler, og færre ville kunne gøre det bedre ved at samle ressourcerne. Det mener de frie værksteders forening CAD på baggrund af også Håndværksrådets nyeste analyse af kvaliteten på erhvervsskolerne.

CAD har fået udleveret en delrapport for auto-lærlingeuddannelsen. Ud fra den konkluderer CAD-direktør Erik S. Rasmussen, at der burde være 14-16 erhvervsskoler i stedet for de nu 23 med autolærlinge.

- De mange skoler er fra en svunden tid, hvor de skulle ligge tæt på lærepladserne. I dag har mange af de unge bil, og vi vil fra CAD gerne give køb på denne service under forudsætning af, at pengene følger med, så vi kan få hævet samtlige parametre omkring kvaliteten af undervisningen, siger Erik S. Rasmussen.

Positivt og negativt

Delrapporten om autobranchen mener direktøren imidlertid overrasker positivt, idet 75 procent af de adspurgte virksomhedsejere og lærlinge vurderer, at den faglige viden hos lærerne og selve læringen er i orden, og at 80 procent mener, at udstyret på skolerne er godt nok.

- Men der er selvfølgelig plads til forbedring. På grundforløbet finder mange desværre, at bilerne er forældede. Her må vi kræve tidssvarende udstyr.

- Vi får desuden bekræftet længere tids kritik af, at der er for lidt undervisningstid. Det er et politisk krav fra CAD, at der undervises de 37 timer om ugen, som eleven er på skolen, og som skolen får penge til. Med blot 32 timers undervisning er virksomhederne i deres gode ret til at kritisere den såkaldte lærerfri undervisning, siger Erik S. Rasmussen.

Han finder det betænkeligt, at autovirksomhedernes kendskab til udbuddet af uddannelser inden for autofaget er begrænset, idet 60 procent i undersøgelsen ikke kender til paletten med blandt andet skolepraktik, EUX og automontør-uddannelsen ved siden af især den traditionelle mester-uddannelse.

- Det har alle aktører en opgave i at kommunikere ud, siger CAD-direktøren.

Forældet definition

Erik S. Rasmussen betoner desuden vigtigheden af, at CAD bliver en del af lærlinge-uddannelsessystemet gennem Industriens Uddannelser, som LO og DA sidder tungt på i dag, og som Dansk Industri og Dansk Metal administrerer som del af arbejdsmarkedets parter DA og LO.

- Vi uddanner i CAD-virksomhederne omkring 1000 lærlinge om året uden at have reel indflydelse. CAD kan, som systemet er nu, desværre ikke være repræsenteret via vores medlemskab i Håndværksrådet, der som "blot" interesseorganisation ikke kan deltage med sit uddannelsesudvalg i Industriens Uddannelser. Vi vil nu arbejde ad alle kanaler politisk og på embedsmandsplan på at få rettet denne forældede definition på arbejdsmarkedets parter i forbindelse med den kommende Erhvervsskole-reform, siger Erik S. Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064