Ung jagt på DTC-titel
20-årige Dennis Lind har store ambitioner på team DMD.
- Jeg stiller til start i DTC 2013, og vi kører efter at vinde DTC-mesterskabet. Vi kørte os efter en fantastisk finale i 2012 frem fra en fjerdeplads til en samlet andenplads i min DTC debut-sæson.
- Jeg er rigtig stolt og tilfreds med min andenplads i DTC-mesterskabet 2012. Det er ingen skam at slutte lige efter Jan Magnussen og foran både John Nielsen og Casper Elgaard. Men jeg har også fået smag for endnu flere DTC-sejre og ikke mindst at slutte som samlet DTC-mester, tilføjer han.
2013-sæsonen bliver kørt i et dansk team, DMD, Danish Motorsport Development.
- I 2012 havde vi som en del af et svensk team fokus på, at Dennis skulle få en masse erfaring med bilen, og han kørte både i det danske Auto-G DTC-mesterskab og i det svenske Camaro-mesterskab. I år arbejder vi med vores eget danske Team DMD, og vi vælger at fokusere på det danske DTC-mesterskab, som vi i Dennis Lind har køreren, der med en fokuseret indsats kan vinde. Vi forhandler med flere spændende sponsorer, og vi er allerede så langt, at det er sikkert, at vi stiller til start hele sæsonen med Dennis Lind, udtaler team-ejer og -chef Peter Hartvig.
Hele mennesker
Dennis Lind er 20 år og under uddannelse som teknisk designer. I år er målet at vinde DTC og deltage i 2-4 internationale løb i GT3. Det overordnede mål inden for tre år er at deltage i WEC og Le Mans samt inden for fem år at vinde Le Mans.
DMD er et udviklings- og managementfirma for Dennis Lind. DMD stiller uddannelse og support til rådighed for unge mennesker, idet filosofien er, at unge talenter skal have sig en uddannelse at kunne falde tilbage på, når karrieren går mod sin slutning.
- DMD skaber hele mennesker i et konkurrencepræget miljø, hvor der er fokus på resultater i sporten, men også succes i livet uden for sporten. DMD har forpligtet sig gennem fælles sponsorer og samarbejdspartnere at se til, at det unge menneske ikke er i en enorm gæld for at nå toppen af sin sportsgren, forklarer Peter Hartvig.
Karriere tog fart
Siden Dennis Lind fik sine første racer-oplevelser i gokart allerede som 2-årig, har hans racer-karriere de seneste år for alvor taget fart. I 2008 blev Dennis Lind nr. 2 i det danske Formel Ford-mesterskab, og han vandt det nordeuropæiske Formel Ford-mesterskab. I 2009 blev Dennis Lind dansk mester i Formel Ford. I 2010 både Europamester og verdensmester i Formel Ford samt senest i den forgangne 2012-sæson, nr. 2 i det danske Auto-G DTC-mesterskab.