23948sdkhjf

Bremen Classic Motorshow sprænger rammerne

Mere plads og en ny opdeling til sæsonstart i Bremen.
„Wirtschaftswunder“ – det økonomiske mirakel i Tyskland i 1950’erne og 60’erne er det store tema for Bremen Classic Motorshow 2014. Med endnu flere særudstillinger viser oldtimermessen udsøgte udstillingsgenstande fra starten af 50’erne til slutningen af 60’erne. Der tages hul på den nye sæson fra fredag den 31. januar til søndag den 2. februar i alle Messe Bremens haller. Og en stor overraskelse venter alle kendere og liebhavere af Bremen Classic Motorshow – en ny hal med yderligere 1500 kvadratmeter giver plads til endnu flere tilbud.

- I årevis har vi med de cirka 40.000 kvadratmeter i Bremen udnyttet halkapaciteten mere end fuldt ud, og vi har været nødt til at sortere mange gode udstillere fra. Det er ærgerligt – for alle involverede. Med en mobil hal skaber vi nu ekstra plads til et endnu større udbud, forklarer Frank Ruge, projektleder ved Bremen Classic Motorshow.

Mere plads kræver nytænkning – Bremen Classic Motorshow skal genopdages i 2014. Motorcyklerne beholder deres faste plads i ÖVB-Arena. Her er der også en nyhed. PS.Speicher fra Einbeck (www.ps-speicher.de), som åbner i 2014, er samarbejdspartner for den kommende særudstilling.

- Vi glæder os til samarbejdet omkring udstillingen, for med PS.Speicher har vi fundet en førsteklasses samarbejdspartner, siger Ruge forventningsfuldt. Einbeck, som ligger i den sydlige del af delstaten Niedersachsen, er kendt for sit øl og sine bindingsværkshuse. I løbet af 2014 vil der i byen blive åbnet en enestående oplevelsesudstilling om individuel mobilitet på hjul.

Man vil fremover i hal 2 også kunne opleve klubber, som tilfører Bremen Classic Motorshow meget hjerteblod, knowhow og manpower. Hal 4 bliver en yderligere salgshal for klassiske automobiler og restaurering af disse. I hal 4 vil der også være en særudstilling om varevogne fra 50’erne og 60’erne. I hal 5 finder man forhandlere og serviceudbydere med deres udsøgte tilbud, og her finder man også som altid den store særudstilling. Denne udstilling vil vise den automobile spændvidde i 50’erne og 60’erne: Åbne sportsvogne for de rigeste over for minibiler, som tusindvis af tyske familier kørte til Gardasøen i.

Hal 6 huser forhandlere og restauratorer af bilklassikere, væddeløbshistorie og endnu en gang den populære særudstilling med de udsøgte unge klassikere, der er til salg. Reservedele og tilbehør, der er behov for inden oldtimer-sæsonstarten, finder man fra næste år i hal 7 og i den nye, mobile hal 8.

Bremen Classic Motorshow er åben fra fredag den 31. januar til søndag den 2. februar i tidsrummet fra kl. 9 til 18 i Messe Bremens haller. Flere oplysninger på www.classicmotorshow.de.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079