200 veteranbiler i Sakskøbing
Nyt træf på Lolland den 10. august.
For eksempel er den p.t. ældste tilmeldte bil en Ford T fra 1914, som kommer kørende helt fra Jerslev på Sjælland - selvfølgelig på egne hjul - for at deltage i træffet. I den anden ende af skalaen kan nævnes, at der er tilmeldt en VW Transporter T3 fra 1987 totalt ombygget med V8 motor, altså noget for enhver smag.
Ind imellem de to yderpunkter er der et hav af dejlige nypudsede køretøjer, faktisk er der lige nu tilmeldt over 200 stykker, så der bliver helt sikkert noget at kigge på, lover arrangørerne.
Over 200 skinnende flotte køretøjer kører i gangtempo ind igennem Sakskøbings smalle og hyggelige gader. På Krenkerup Gods vil der foregå præmiering af de flotteste køretøjer i 12 forskellige kategorier, ligesom publikums favorit også vil blive præmieret der, oplyser Søren Rubæk Jensen fra Lolland Falsters Veteran Klub.