Ny Nissan Leaf i Danmark
Nissan Leaf, som nu produceres i Europa, er blevet tilpasset ønskerne fra de europæiske kunder. Ved at flytte opladeren fra bagenden til under motorhjelmen er bagagerummet eksempelvis øget med 40 liter til 370.
Leaf vil fremover være tilgængelig i udstyrsversionerne Visia, Acenta og Tekna. Visia har blandt andet nøglefri betjening, mens Acenta-version tilføjer det roste Carwings online system med mange muligheder for at følge og styre funktioner i bilen via mobilen og computer såsom fjernbetjent opladning og opvarmning. Desuden har Acenta bakkamera, 16" aluminiumsfælge, regnsensor, fartpilot, varmesystem med varmepumpe, følg-mig-hjem lys med videre. Topversionen Tekna byder desuden på around view monitor, 17" aluminiumsfælge, Bose-soundsystem med syv højttalere, xenon-forlygter og læderindtræk.
Priserne starter ved 253.690 kroner for Visia-versionen. Acenta, som forventes at blive den mest solgte version, er prissat til 274.890 kroner, og topversionen Tekna koster 296.790 kroner.
Udvider batteri-reklamationsret
Nissan udvider sin reklamationsret på litium ion-batteriet i Leaf til fem år eller 100.000 kilometer.