Fra lokal bilforhandler til international biludlejer
PJ Biler blev Sixt-franchisepartner og fik helt nye biler samt flere kunder i butikken.
Peter Juhl er uddannet automekaniker. Siden 1988 har han haft sin egen automobilforretning i Kolding, hvor han har repareret, solgt og udlejet brugte biler. Gennem årene er virksomheden vokset stødt og roligt, men i efteråret 2012 tog den noget af et kvantespring, da den med et håndslag blev del af et internationalt biludlejningsselskab med mere end 200.000 biler i over 100 lande.
Det hele startede en sommerdag sidste år. Peter Juhl havde længe gået og tænkt over, hvordan han kunne udvikle sin forretning, da han fik tilbuddet om at indgå et franchisepartnerskab med Sixt. Peter var begejstret for ideen. Men samtidig var han godt klar over, at det ville kræve ekstra ressourcer at kunne håndtere en firmaudvidelse i den størrelsesorden. Han drøftede derfor ideerne med sin hustru, Gitte. Og så var det, at spørgsmålet pludselig kom op: "Kunne det egentligt ikke være noget for dig, Gitte?"
Fra hjerter til biler
Gitte, 47, der var hjertesygeplejerske på Haderslev Sygehus, havde længe haft lyst til nye udfordringer. Hun behøvede derfor ikke ret meget betænkningstid. Efter nogle få yderligere drøftelser med Peter, tilsluttede hun sig Peters virksomhed som ansvarlig for udlejning af Sixts biler. Gitte fortryder ikke et sekund.
- Jeg er rigtig glad for mit nye job, der har givet mig en hel ny tilværelse med tæt kontakt til Peter og vores børn. Jeg har altid godt kunne lide at have med mennesker at gøre og nyder mine nye omgivelser, hvor jeg hver dag er i kontakt med spændende kunder fra nær og fjern, siger hun.
Også Peter glæder sig meget over samarbejdet med Sixt, der har givet ham væsentligt flere kunder i butikken.
- Franchisepartnerskabet med Sixt har givet min forretning et løft og et ekstra ben at stå på. Tidligere udlejede vi brugte biler af lidt ældre dato, men via samarbejdet med Sixt har vi nu fået helt nye biler ind i udlejningsflåden. Sixt udlejer nemlig fabriksnye biler, der typisk udskiftes allerede efter 3-6 måneder, herunder også biler af eksklusive mærker såsom BMW og Mercedes med flere, fortæller Peter Juhl.
- Det har givet os en masse nye kunder i butikken kunder, som vi ellers ikke havde fået. Blandt dem er ikke bare erhvervsrejsende fra ind- og udland, men også et stigende antal turister, fortsætter Peter.
PJ Biler er én blandt flere franchisepartnere hos Sixt, der er repræsenteret i de fleste større byer i Danmark. Sixt håber at øge yderligere i løbet af 2013, hvor Sixt søger partnere til franchisekontorer i Odense, Esbjerg, Roskilde og andre danske byer.