23948sdkhjf

Fejrer 10 års jubilæum med personaleudvidelse i Grenaa

Siden Christian Gøttsche flyttede fra Lemvig til Grenaa, har han udvidet byens Euromaster-center til femdobbelt størrelse. Nu fejrer han jubilæum og ansætter endnu en medarbejder.
Egentlig skulle han kun have tilbragt tre måneder på Djursland, men foreløbig er det blevet til 10 år. Christian Gøttsche, leder af Euromasters dæk- og autoservicecenter på Grenaa Havn, er øjensynligt faldet godt til i det østjyske.

– Jeg kommer fra Lemvig og arbejdede i Euromasters dækcenter dér, indtil jeg i 2003 blev bedt om at gå til hånde i Grenaaafdelingen i tre måneder. Der var behov for ekstra hænder, og jeg var ung og single, så jeg sagde ja. Da min forgænger som centerleder et års tid senere måtte stoppe på grund af dårligt hjerte, fik jeg tilbudt hans job, som jeg også straks takkede ja til, fortæller Christian Gøttsche, der netop har kunnet fejre 10 års jubilæum i Grenaa.

Afholdt og engageret

Christian Gøttsches nærmeste leder har meget godt at sige om centerlederens indsats i Grenaa.

– Afdelingen har gennemgået en positiv udvikling under Christians ledelse. Derfor blev det i sommers nødvendigt at flytte fra Ringvejen til Rolshøjvej, hvor vi femdoblede værkstedsarealet fra 125 til 625 kvadratmeter. Beliggenheden på havnen med forbedrede tilkørselsforhold og ekstra kapacitet har tiltrukket mange nye kunder, især inden for transport og landbrug, hvilket yderligere har højnet aktivitetsniveauet, udtaler regionschef Steen Nordstrøm Pedersen fra Euromaster.

– Christian er meget afholdt af både kunder og medarbejdere. Personligt og på jobbet besidder han et fantastisk engagement og drive, der også gør ham til en god leder. Samtidig har han kunden i fokus og et fint samarbejde med både private og erhvervskunder, tilføjer regionschefen.

Ny medarbejder med fokus på autoservice

Ud over en øget tilgang af erhvervskunder har Euromaster i Grenaa ifølge Christian Gøttsche også succes med sin satsning på autoservice, som blandt andet indebærer store investeringer i nyt materiel. Således har centret netop taget en ny lærling, Tommy N. Hansen, der gennemgår den toårige uddannelse til automontør.

– Ud over at være eksperter i dæk satser vi målrettet på at vokse inden for autoservice, hvor vi allerede har fået en del mere at lave. Vi udfører alle former for mekanisk arbejde på personvogne billigere end de autoriserede værksteder, herunder sporing, udskiftning af bremser og udstødninger, olieskift og klargøring til syn. Desuden råder vi over testudstyr til fejlfinding på alle bilmærker, og man beholder selvfølgelig sin nyvognsgaranti, slutter centerlederen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062