To mand 300 biler
Holsted Biler i det vestjyske er gået fra at sælge 50 biler om året til 300 på seks år, og de har ambitioner om mere.
- Vi har jo egentlig handlet med biler i mange år, men det tog for alvor fart, da vi rykkede herud for seks år siden. På det tidspunkt solgte vi 50 biler om året, nu forventer vi at runde 300 biler i år, konstaterer Holger Enevoldsen, der står for salgsafdelingen. Han deler ejerskabet af forretningen med sønnen Allan, som tager sig af værkstedet.
Makkerparret har haft travlt gennem mange år og har efterhånden skabt en forretning med mange tilbagevendende kunder, både lokale og dem, som kommer langvejs fra.
- Omkring halvdelen af bilkøberne er lokale, og resten kommer mere end 50 kilometer væk, så vi sælger faktisk biler til hele landet. Vi har en ret konsekvent markedsføringspolitik og bruger omkring 700 kroner i markedsføring pr. bil om året, siger Holger Enevoldsen. Han påpeger, at hans fokus på internetannonceringen på BilBasen har bevirket, at markedsføringsomkostningerne er faldet markant pr. bil.
Holsted Biler annoncerer på BilBasen, en række mindre internetmedier og de lokale medier, herunder lokale radiospots. På den måde kommer bilhuset i kontakt med såvel lokale som nationale kunder. For Holsted Biler handler det ikke om at være billigst, men at have det samlede bedste tilbud, og det har været en ubetinget succes hidtil.
Klar profil
I det meget synlige udstillingslokale holder der godt 60 biler klar til kunderne. Holger og Allan har fokus på lidt større biler, typisk fra VW og andre velkendte, etablerede bilmærker. Det skyldes, at de ønsker at have en klar profil og udnytte, at Allan er en af landets bedste Audi-mekanikere med en DM-titel i bagagen.
- Vi har fokus på at sælge biler, som vi selv kender og derfor kan stå inde for i forhold til kunderne og det har været en succes, forklarer Holger Enevoldsen.
Optimistiske udsigter
Med en salgsfremgang år efter år har optimismen fået fat i de ellers sindige jyder. På nabogrunden bliver der bygget et slagteri med over 350 ansatte i produktionen, og tanken er, at flere af dem skal være kunder hos Holsted Biler, der allerede har solgt biler til ansatte i de virksomheder, som står for byggeriet.
- Vi ser positivt på fremtiden, ingen tvivl om det. Vi vil fortsætte med at udbygge vores kundegrundlag og sørge for, at de kunder, som har handlet hos os, er tilfredse, det er egentligt ganske enkelt. Vi gør, som vi har gjort i de senere år, smiler Holger Enevoldsen.