17 bilsælgere afsluttede med manér
Holdet afsluttede med et gennemsnit på 9,9.
Karvil Biler i Odense, med direktør, Brian Bøllingtoft i spidsen, lagde lokaler til og salgschef Nick Nordgren havde indrettet salgsafdelingen på behørig vis således, at der var plads til de godt 45 inviterede personer. Direktør Bo Jakobsen fra Santander Consumer Bank havde sørget for maden så alt i alt var der lagt op til et par hyggelige timer.
Arrangementet var kulminationen på otte ugers undervisning fordelt over et 10 måneders uddannelsesforløb på Business College Syd i Mommark. Alle bestod den afsluttende eksamen og med et karaktersnit i klassen på 9,9 vidner det om, at mange af de unge sælgere havde lagt kræfter i uddannelsen.
Fint besøg
Hans Jørgen Jørgensen, bestyrelsesmedlem fra Danmarks Automobilforhandler Forening og branche-direktør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen var mødt op for i fællesskab at hylde de nyuddannede sælgere.
Arrangementet blev indledt af underviser og uddannelseskoordinator Johnny Nedergaard, der kunne berette om et hold af målrettede unge sælgere, der havde været igennem en række af praksisnære kurser for eksempel værdibaseret salgsteknik, love og paragraffer, leasing / finansiering og projektstyring.
Johnny Nedergaard pointerede ligeledes det gode fællesskab i klassen, der havde udløst en meget frugtbar platform til både formel og uformel erfaringsudveksling. Herunder klassens facebook-side, hvor der til stadighed lystigt bliver handlet biler og kommenteret på faglige problemstillinger.
Bilbranchen
Thomas Møller Sørensen, direktør fra Bilbranchen, fulgte op med en tale om fremtidens bilbranche, der netop ville kræve mere uddannelse og især en evne til at tilpasse sig "de nye kunder". Han fremhævede, at fremtidens kunder bliver mere optaget af at have adgang til en bil fremfor at eje en bil.
Han understregede ligeledes, at Bilbranchen fra i år var gået ind i dette uddannelsessamarbejde med D.A.F. og Business College Syd.
- Branchens aktører Bilbranchen, D.A.F. og BCSyd har med dette uddannelsesforløb skabt muligheden for, at vi i branchen selv kan rekruttere og uddanne vore bilsælgere, og dette er helt i tråd med Bilbranchens ønske om at øge kompetencerne og tiltrække dygtige medarbejdere til den danske bilbranche, sagde Thomas Møller Sørensen blandt andet.
Bestyrelsesmedlem og direktør for Als Motor A/S
Herfra overtog bestyrelsesmedlem for D.A.F. og Als Motor-direktør Hans Jørgen Jørgensen mikrofonen. Han kunne berette om et uddannelsesforløb, der gav mærkbare resultater hjemme i bilhuset.
Hans Jørgen Jørgensen havde selv haft to bilsælgere på henholdsvis dette forløb samt det forrige. Han havde oplevet, at de unge sælgere hurtigt fik de nødvendige værktøjer til at blive selvkørende. Han fremhævede især behovet for, at fremtidens bilsælger skal sælge produkter fra hele værdikæden, herunder servicekontrakter, tilbehør og finansiering og at disse emner netop var en del af pensum på uddannelsesforløbet.
BMW serviceværksted
Direktør, bilsælger og deltager på forløbet, Michael Outzen fik det afsluttende ord. Han holdt et personligt indlæg omkring uddannelsen, set fra deltagerens synsvinkel. Michael Outzen, der selv har mange års erfaring fra branchen, savnede ny inspiration og værktøjer til det daglige arbejde og valgte derfor dette uddannelsesforløb.
- Jeg var i tvivl om, uddannelsesforløbet var det rigtige for mig, men jeg må sige, at det har givet mig en masse nye værktøjer, gode ideer og en god selvindsigt, konkluderede Michael.
Nyt hold til august
Uge 35 starter hold 3 på bilsælgeruddannelsesforløbet, og Johnny Nedergaard fra BCSyd i Mommark udtaler, at der allerede er godt gang i tilmeldingerne. Således er der deltagere på det kommende hold fra en række autoriserede forhandlere herunder: Toyota, Peugeot, Citroen, Mazda, Ford, Volvo og Renault. Skal man med på forløbet bør man snarest reservere en plads hos kursussekretær Karen Clausen.
Ny lederuddannelse
I løbet af foråret har Business College Syd i Mommark oprettet et kortere, praksisnært leder-uddannelsesforløb for ledere og kommende ledere i autobranchen. Forløbet tager afsæt i den anerkendte Grundlæggende Lederuddannelse (GLU) og tilbydes branchen i samarbejde med Bilbranchen og D.A.F.
Uddannelsesforløbet er målrettet den travle mellemleder eller lederaspiranter. Modulernes varighed er ofte kun 2-3 dage, og således er der taget hensyn til, at deltagerne har en travl hverdag. Lederuddannelsen starter den 3. sept. 2013.
Yderligere informationer om uddannelser til autobranchen finder man på www.autouddannelsen.dk