23948sdkhjf

Tynde værkstedsinstallationer lig med dårlige punktsvejsninger

Mange værksteder har ikke tilstrækkelige elinstallationer til at udføre punktsvejsninger efter normerne.
Én af dem, som mærker det tydeligt, er Ole Frederiksen fra Danotec i Herning, som blandt andet sælger forskellige former for punktsvejsere. Det har ifølge ham nærmest udviklet sig til en mindre krig på markedet for modstands- og punktsvejsere, hvilket for øvrigt ikke er første gang.

- Bilforhandlerne bliver fra importøren pålagt at investere i punktsvejseudstyr, som kan leve op til kravene som bilfabrikkerne bruger i deres produktion. Sådan har det været i mange år. Allerede i 2000 aflagde jeg besøg hos Volvo i Sverige om et samarbejde om modstandssvejsere til eftermarkedet. Senere er flere og flere bilfabrikker kommet til. I 2006 kom Peugeot med det hidtil højeste krav på svejsestrøm, nemlig 11.300 ampere. Sammen med en anden dansk leverandør, fik vi opgaven at levere maskiner med en effektiv svejsestrøm på minimum 11.300 ampere til Peugeot forhandlerne i Danmark.

- Nu er 11.300 ampere i svejsestrøm altså ikke så enkelt som kun at levere maskiner. En kabelpunktsvejer med dens tykke og 2,5 meter lange vandkølede svejsekabler og en svejsestrøm på 11.300 ampere på sekundærsiden, altså svejsetangen, kræver en virkelig god og stabil installation på primærsiden, altså installationen på værkstedet. For at kunne føre en så stor svejsestrøm fra transformerstationen, altså svejsevognen, ud gennem svejsekablerne til svejsetangen, kræver det en transformer med en meget høj tomgangsspænding - typisk 14 – 16 volt. Hvis ikke der er en tilstrækkelig stor tomgangsspænding, får man heller ingen svejsestrøm. Sådan er de fysiske regler. Derfor er tykkelsen og længden på svejsekablernes sekundærside, tilslutningskablet på svejseren og dimensionen på installations primærside absolut vigtig - forudsat at maskinen skal kunne yde en så stor svejsestrøm, forklarer Ole Frederiksen.

Ikke stiv nok

- Mange installationer er ikke store og tykke nok til at kunne levere den strøm, som skal til en kabelpunktsvejser. Det ses tydeligt på flere værksteder, hvor lyset blinker, når der punktsvejses. Forsyningen er ganske enkelt for svag. Ved indkobling af svejsestrømmen opstår der et stort spændingsfald over installationen. Trefaset strømforsyning i Danmark skal være 400 Volt minus 10 og plus 5 %. Dermed er elværket lovmæssigt forpligtiget til at levere minimum 360 volt og maksimalt 420 volt. Alligevel opstår der ved indkobling af en kabelpunktsvejer, med en effektiv strøm på 11.300 volt, en så stor belastning, at spændingen ofte falder til langt under de 360 volt, og derved opnår man ikke den fornødne svejsestrøm.

Mange årsager.

- Det kan have flere årsager. Et af dem er, at der måske er lang afstand og mange andre forbrugere mellem transformerstationen og værkstedet. De forbrugere, som ligger først og nærmest ved transformerstationen, får dermed den højeste spænding. Er forsyningen ikke tilstrækkelig, skal der rettes henvendelse til elværket, som jo har en forpligtigelse til at levere varen. Vi har i enkelte tilfælde været ude for, at forsyningen fra det respektive elværk var for svag, og i de tilfælde må de enten skrue op for spændingen, eller også må de levere en større transformerstation. En anden grund kan være dimensionen og længden af kablerne i de faste installationer på værkstedet. Er der ikke kompenseret for kabeldimensionen i forhold til afstanden fra hovedtavlen i bygningen og til udtaget i værkstedet, opstår der et stort spændingsfald ved indkobling af svejseren og dermed også en tilsvarende mindre svejsestrøm.

Målinger er vigtige

- Derfor er det særdeles vigtig, at vi som leverandører meget nøje undersøger disse forhold. Det kan udelukkende gøres ved, at man fysisk udfører en test med den type modstandssvejser, kunden ønsker. Det er ikke nok kun at forholde sig til den svejsestrøm, som vises i display"et på svejseren eller i databeskrivelsen over den pågældende svejser. Nej - svejsestrømmen skal måles med relevant måleudstyr. Her er det vigtigt at understrege, at det er ikke kun er et problem for et bestemt fabrikat af kabelpunktsvejere, men generelt for alle disse typer af punktsvejsere.

Ingen sløve sikringer

- Kabelpunktsvejsere, som kan give en svejsestrøm på 11.300 ampere, skal ifølge de love og regler vi har i Danmark, forsikres med en 50 ampere sikring. I Danmark gælder andre regler for sikringer end andre steder. I nogle lande er det tilladt at bruge de såkaldte træge sikringer. Efter amperetallet 32 på sikringen kan der stå et D. D’et står for træg (Delay), og den type sikringer må ikke anvendes i Danmark. Alle skal forsikres med en 50 amperes sikring for ellers kan de, på grund af fysikkens love, ikke levere de fornødne 11.300 ampere, som kræves af mange bilfabrikker. Derfor er det særdeles frustrerende når en leverandør, hvis indgangsvinkel og kompetencer til modstandssvejsning forekommer meget begrænset, pludselig markedsfører kabelpunktsvejsere med en svejsestrøm på minimum 11.300 ampere, og som kun skal forsikres med 32 ampere (35A).

Gode tilbud

- Det er jo ganske klart, at mange af de mindre værksteder, som ikke har den fornødne installation, men som gerne vil have en modstandssvejser, bliver lokket af sådan et tilbud. Det er måske muligt, at man kan lave en enkelt eller tre punktsvejsninger ved en demonstration uden at springe sikringer. Men så er der med garanti heller ikke den tilstrækkelige svejsestrøm. Flere af de steder har det senere vist sig, at sikringerne springer, når pladesmeden begynder at bruge punktsvejseren. Drefor må der efterfølgende installeres en større sikring og nye og langt tykkere kabler.

- Vi har absolut ikke noget imod seriøs konkurrence, men det som foregår nu med misinformation - måske på grund af uvidenhed omkring modstandssvejsning, gavner det under ingen omstændigheder en i forvejen presset autobranche, lyder der fra Ole Frederiksen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.059