CAC-direktør runder 50
Thomas Jensen, adm. direktør hos Aktieselskabet Carl Christensen (CAC) kan i forbindelse med sin 50 års fødselsdag se tilbage på nogle spændende år, hvoraf en stor del af tiden i firmaet.
Efter endt uddannelse som cand.merc. i International Virksomhedsøkonomi fra Aalborg Universitet arbejdede Thomas Jensen for Postens ledelse i København. Her blev han en aften kontaktet af direktøren fra en af CACs daværende store leverandører, AE AutoParts i Bradford. Direktøren manglede en branchemand til en dattervirksomhed i Holland, hvor udviklingen ikke var tilfredsstillende. En måned senere startede han derfor i Vlaardingen vest for Rotterdam, først som udviklingschef og senere som salgsdirektør.
Efter tre succesfulde år i Holland flyttede han i 1996 hjem til Danmark i forbindelse med lykkelige familiære omstændigheder og bosatte sig på Fyn. Samtidig startede han som direktør i Fred. Rasmussen i Odense, der er eneimportør af blandt andet Perkins industri- og marinemotorer. Den gamle hæderkronede virksomhed (grundlagt 1896) havde brug for nye input, og det lykkedes at tiltrække nye agenturer og få vendt salgsudviklingen i virksomheden.
I foråret 1999 blev Thomas kontaktet af CACs daværende bestyrelsesformand, Hartvig Hochreuter, der i forbindelse med et generationsskifte skulle finde en ny adm. direktør til selskabet i Aarhus, og den 1. august 1999 overtog Thomas Jensen ledelsen af selskabet - i øvrigt efter sin far, Peter Jensen.
Opkøb
På daværende tidspunkt var CAC en traditionel importør i et relativt roligt marked. Koncernomsætningen lå på godt 200 millioner kroner, og man havde en stabil kundekreds bestående af selvstændige grossister og motorrenoveringsvirksomheder samt agenturer for nogle af de førende producenter af reservedele til bilindustrien og eftermarkedet i Europa, for eksempel Mann+Hummel, Sachs, Mahle og Göetze, hvoraf nogle aftaler går tilbage til begyndelsen af 1930erne.
I starten af det nye årtusinde begyndte udenlandske kapitalkæder imidlertid at opkøbe en del af de frie grossister. CAC gik selv aktivt ind i opkøb af blandt eksisterende kunder i forbindelse med generationsskiftet for at sikre distributionen. I denne forbindelse spillede CAC Fonden, der er 100 procent ejer af CAC, en vigtig rolle med "tålmodig kapital". Man formåede dermed at fastholde omsætningen i grossistleddet og erhvervede samtidig viden om lokaldistribution med fokus på værkstedet og værkstedets behov. Dette betød store investeringer i at opbygge et nyskabende og førende reservedelskatalog, værkstedskoncepter, en komplet vareprogrambredde og "state of the art" logistik med høj tilgængelighed til hele landet.
Ser lyst ud
Efterhånden som alle parametre kom på plads, gav det mulighed for, at CAC alene eller sammen med andre, etablerede nye grossistforretninger helt fra bunden. Alene over de seneste 5-6 år er der således kommet 14 nye afdelinger til i distributionssamarbejdet au2parts, der i dag udgør hovedparten af CACs automotive omsætning.
- Samlet budgetterer koncernen i 2013 med godt 800 millioner kroner i omsætning, og da vi pt ligger på den rigtige side af budgettet, ser det lyst ud. Men nye afdelinger alene er ikke tilstrækkeligt til, at vi har kunnet nå en position som Danmarks næststørste distributør af autoreservedele (og den største danske). Det vigtigste er, at vi hele tiden har holdt fast i parametre som kvalitet, troværdighed og flid, udtaler Thomas Jensen.
- Vi er bevidste om, at vi ikke er de største, og vi er klar over, at vi hver dag skal gøre os fortjent til at være kundernes fortrukne valg. I denne forbindelse er de rigtige medarbejdere helt afgørende, uanset om det er internt i CAC eller i de tilknyttede au2parts grossistforretninger. Vi skal gøre en forskel ved at træffe beslutninger lokalt og ved at vores commitment over for vores kunder og overfor hinanden er større end andre steder. Og her er der ingen, der kan slå os, siger Thomas Jensen, der ser frem til at markere fødselsdagen ved en intern reception på selve dagen på firmaets adresse.
Privat bor Thomas Jensen i Højbjerg sammen med sin hustru, Lotte, og parrets tilsammen tre børn. Udover at sidde i bestyrelsen for en række grossistselskaber, er han medlem af både brancheforeningens Autigs bestyrelse samt bestyrelsen for den europæiske indkøbsforening, Temot International. Endvidere sidder han i bestyrelsen for Den Gamle By i Aarhus, Fred. Rasmussen i Odense og for et selskab indenfor finansiel rådgivning, Asset Advisor.
Fritiden bruges, udover på familie og hund, på rejser, herunder skiture, jagt og lidt motionsløb.