23948sdkhjf

Fokus på diesel ombytningsdele

Hvis man som værksted anvender ombytnings-dieseldele, som ikke er renoveret af et autoriseret dieselværksted, kan det blive et dyrt bekendtskab, advarer Allan Nørgaard fra BG Service Center.
I de senere år er der solgt rigtig mange diesel biler i Danmark. Det betyder nu, at der er mange biler, som begynder at kræve udskiftning af højtryks diesel dele rundt om på de danske værksteder. Og hvor der er en stor volumen, er der også mange aktører, som gerne vil have en del af kagen.

- Der er kommet stort fokus på salg af dieseldele generelt og især ombytnings dieseldele. Det er sundt for alle markeder og produktområder med konkurrence, men det skulle gerne komme både værkstederne og bilejerne til gode, siger Allan Nørgaard, direktør i A/S BG Service Center. Han advarer samtidig værkstederne imod at bruge ombytnings dieseldele, som er renoverede på et uautoriseret dieselværksted.

Autoriseret renovation er vigtig

For at sikre den korrekte fremgangsmåde ved renovering af dieseldele og dermed en ombytningsdel af god kvalitet, er det vigtigt. at delen er renoveret på et værksted, som er autoriseret af den pågældende producent af dieseldele, for eksempel Bosch, Denso, Delphi eller VDO (tidligere Siemens), påpeger han.

- Som mange bilværksteder ved, så er især commonrail dieselsystemet meget følsomt, og det kræver derfor, at det værksted, som har renoveret ombytningsdelen, følger alle forskrifter for at sikre det optimale resultat. Når et dieselværksted opnår autorisation til at renovere dieseldele af en producent, betyder det, at virksomheden lever op til strenge krav omkring renlighed på værkstedet, korrekt udstyr til test og afprøvning, anvendelse af originale reservedele og ikke mindst en omfattende uddannelse af de teknikere, som varetager renoveringen af ombytnings dieseldelene, forklarer Allan Nørgaard.

Sikrer høj kvalitet

Alle disse faktorer er medvirkende til, at den ombytningsdel, man renoverer, får en høj kvalitet.

- Det er sådan, at man som renovatør af ombytnings dieseldele skal leve op til strenge krav. For eksempel er det udstyr, vi anvender til afprøvning af de enkelte dele, godkendt fra producenten af dieseldelene, og dermed er de testværdier, som vi afprøver ombytningsdelene efter, når de har gennemgået en autoriseret renovation, de samme værdier, som anvendes når delen produceres allerførste gang på fabrikken, forklarer Allan Nørgaard og tilføjer:

- Disse meget nøjagtige værdier er udelukkende de autoriserede værksteder forundt. Det betyder i praksis, at hvis ikke delen er renoveret på et autoriseret værksted, ja så kan man ikke sikre sig, at for eksempel en commonrail dyse giver den rigtige mængde brændstof og dermed ej heller motoren den rigtige forbrænding og bilen den rigtige motorgang.

Originale dele

Ligesom der er mange virksomheder i Danmark, som gerne vil sælge ombytnings dieseldele til værkstederne, så er der også mange producenter af reservedele til renovering af ombytnings dieseldele, som gerne vil have sin del af markedet.

- Vi ser et stigende udbud af uoriginale reservedele, især til commonrail dyser, som hyppigere udskiftes end selve brændstofpumpen, mener Allan Nørgaard og fortsætter:

- Vi ser ombytnings dieseldele i Danmark lige nu, som desværre er renoveret med uoriginale dele, ja sågar med enkelte genbrugte reservedele, der på autoriseret sprog betegnes som kritiske og dermed skal udskiftes hver gang en ombytnings dieseldel renoveres.

- Vi valgte at gennemføre en adskillelse og kontrol af flere enheder, som vi mistænkte for at være af uautoriseret kvalitet, og det viste sig, at 50 procent af de enheder, vi testede, "dumpede" den autoriserede test, hvilket vil sige at de er uanvendelige, da de gav forkerte mængder brændstof i forhold til den kode, de var forsynet med, siger Allan Nørgaard.

- I renoveringsprocessen er det umuligt at lave for eksempel fire common rail injektorer, som giver nøjagtig samme mængde brændstof – målt helt ned i mikroliter. Man forsyner derfor den enkelte injektor med en kode, så man på værkstedet ved udskiftning via testeren kan indkode bilens styreboks med disse koder. Koderne fortæller bilens styreboks, hvordan den skal justere indsprøjtningen, fortsætter han.

Rigtig anvendelse og generering af disse koder kan udelukkende finde sted på et autoriseret diesel værksted, og er meget vigtig i renoveringsprocessen af ombytningsdele.

Uautoriseret kan være dyrt

- Hvis man som værksted anvender ombytnings dieseldele, som ikke er renoveret af et autoriseret dieselværksted, kan det blive et dyrt bekendtskab. Dels kan motoren direkte tage skade, hvis ikke de komponenter, man anvender på værkstedet, lever op til den kvalitet, som et autoriseret diesel værksted kan levere. Vi har set flere eksempler på enheder, som simpelthen ikke vil fungere i en motor, udtaler Allan Nørgaard.

- Hvis værkstedet er heldigt, opdages dette ved at bilen ikke kan starte efter en reparation. Er man uheldig, kan man risikere, at eksempelvis commonrail dysen sprøjter forkert og dermed giver en forkert forbrænding i cylinderen, som i værste fald kan medføre beskadigelser i cylinder og på stempel, advarer Allan Nørgaard.

- Udover det rent økonomiske står også det gode renommé hos det enkelte bilværksted på spil. Det kan være svært som almindeligt bilværksted at se forskel på en dieseldel, som ikke er renoveret på autoriseret værksted og én, som ikke er. Man skal derfor som værksted stille krav til sin leverandør af ombytnings dieseldele, anbefaler Allan Nørgaard.

Lang diesel erfaring

A/S BG Service Center i Risskov ved Århus har arbejdet med diesel i mere 50 år og har som det eneste værksted i Danmark og Skandinavien autorisation til renovering af alle typer dieseldele: Bosch, Delphi, Denso og VDO. De to sidste nævnte mærker repræsenterer BG Service Center også som importør for Danmark.

- Vi er glade for konkurrence på området og hilser den velkommen, men vi er kede af konkurrence, når vi ikke sammenligner æbler med æbler. Der vil være en anseelig kvalitetsforskel på en enhed, som er renoveret på et autoriseret værksted, sammenlignet med et uautoriseret, udtaler Allan Nørgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066