23948sdkhjf

Talenterne bygger biler hos TEC

Erhvervsskolerne er et hot politisk emne, og på TEC i Hvidovre har de taget andre metoder i brug, for at gøre automekanikeruddannelsen mere populær. Her bliver de bedste tilknyttet et talenthold.
Højt frafald og for få elever med ekstraordinære evner mener politikerne karakteriserer erhvervsskolerne rundt om i Danmark, der blandt andet står for uddannelsen af automekanikere og karrosserismede. Adgangskrav er derfor et af de centrale punkter, der skal gøre skolerne mere attraktive, i den reform, der er blevet debatteret de seneste måneder.

Men på Teknisk Erhvervsskole Center, TEC, i Hvidovre har de selv taget initiativ til at gøre det mere interessant at være automekaniker, for dem der besidder de bedste evner. Skolen på Avedøre Holme har nemlig oprettet et talenthold på grundforløbet, der skal sikre, at de mest kvalificerede indenfor faget ikke går tabt grundet manglende udfordring.

- Vi vil gerne tiltrække nogle talenter med ekstraordinære evner, der ellers normalt ville vælge en gymnasial uddannelse, og samtidig give dem mulighed for at udvikle deres evner bedst muligt. Derudover er fastholdelse af eleverne i uddannelsen vigtigt for os, og det er noget, vi forsøger at blive bedre til. Med dette projekt prøver vi at skabe ejerskab hos eleverne, og derved mindske frafaldet, siger Uwe Herter, uddannelsesleder for person- og lastvognsmekanikere.

18 elever

Eleverne til talentholdet bliver udpeget ved at bruge en evnetjekliste i det, der kaldes kompetanceafklaringsforløbet. Her tjekkes blandt andet engelsk-, matematik- og staveevner, og mellem fem og ti procent af automekanikerne med specielle egenskaber vælges ud og bliver tilbudt en plads på talentholdet. Det første kuld af talenter startede op på holdet for en måned siden, hvor der er 18 elever delt ind i fire grupper. De er nu i gang med at opbygge deres egen go-carts med selvbygget chassis, ledningsnet, bremsesystem, ja, når eleverne er færdige, har de bygget det hele på egen hånd.

- Det skaber en anden form for selvstændighed og ejerskab hos eleverne, når de kan være med til at bygge et projekt op fra bunden, siger Uwe Herter og fortsætter:

- Målet er at skabe de dygtigste mekanikere, der er bedre rustet til lærlingetiden og også har større chance for at få en læreplads. De skal med deres ekstraordinære evner være bedre end de andre, og derved blive en gevinst for autobranchen på længere sigt. Vi vil gøre det legitimt at være dygtig og udvikle talenterne, siger Uwe Herter.

Attraktive for branchen

Talentholdet er beskrevet som et forsøg under uddannelseslaboratoriet og løber frem til foråret. Udover byggeprojektet får eleverne blandt andet også en udvidet undervisning i teknisk engelsk. For at det nye tiltag på den længere bane skal være en succeshistorie, så skal de unge kunne fremvise nogle ekstraordinære evner, blive rollemodeller for deres medstuderende og ikke mindst blive eftertragtede i autobranchen.

- Talentholdet er en succes, når vi formår at få alle eleverne derfra til at fuldføre uddannelsen. Derudover skal eleverne opleve en glæde og stolthed over at være en del af holdet og senere blive mere attraktive for autobranchen, siger Uwe Herter, der ikke vil afvise, at talenthold vil begynde at dukke op på andre af TEC’s uddannelser.

Lærer: Ekstra motivation hos eleverne

Der er kommet større vilje til at være en del af grundforløbet på automekaniker-uddannelsen, efter TEC i Hvidovre har indført talentholdet. Det fortælle underviseren, Ibrahim Taleb, der kan sagtens mærke en forskel på de unge, der er tilknyttet projektet. For at være med på talentholdet er det et krav, at man er aktiv, stabil og kan finde ud af at møde til tiden. Derudover skal de være motiverede og gøre sig fortjent til at være en del af talentholdet, og det gør de 18 nuværende talenter.

- Eleverne elsker projektet og vil næsten ikke holde pause. De bygger selv hele bilen op, og det giver dem udfordringer, der skaber mere motivation og gladere elever, siger Ibrahim Taleb.

De 18 elever er delt op i fire grupper, der arbejder side om side i værkstedet. Og alle grupperne er fuldtallige hver morgen.

- Vi har kunnet mærke den ekstra motivation, og alle eleverne kommer hver dag. De får det også bedre socialt, når de samarbejder med andre elever om at bygge bilerne. Så vi er sikre på, at det bliver nogle dygtige lærlinge, der kommer ud af talentholdet, siger Ibrahim Taleb.

Det er gået hurtigere med at bygge bilerne, end Ibrahim Taleb havde forestillet sig, og derfor kan bilerne være færdig før planen, der lød på at talentholdets projekt i alt skulle tage omkring 14-15 uger at færdiggøre.

- Målet er, at de stolte kan starte deres bil og prøve at køre den rundt på skolens grund, siger Ibrahim Taleb.

Elev: Jeg kan lege med fantasien

Det er kun godt en måned siden, at Alexander Kassem startede på grundforløbet som mekaniker. Nu er han blevet en del af talentholdet, og han er i samarbejde med fire andre ved at bygge en go-kart op.

- Det er et fedt projekt, der virker meget motiverende på mig. Man får lov til at bygge en bil op fra bunden, og derfor er det et udfordrende og godt skoleforløb, siger Alexander Kassem.

Det 18-årige nyslåede talent har store forhåbninger om, at det nye projekt bliver en gevinst for ham. Samtidig har det givet ham et skulderklap allerede kort inde i uddannelsesforløbet.

- Man føler sig lidt speciel og stolt over at være blevet en del af talentholdet. Man får lov til at lege med fantasien, og så håber jeg at blive en god mekaniker med flere kompetencer igennem vores undervisning i teknisk engelsk og naturfag, siger Alexander Kassem.

Når han er færdig med uddannelses- og lærlingetiden, er det planen, at Alexander skal bruge sit talent til at overtage hans fars værksted i Valby
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078