Da Audi sidste år indviede sit nye, store bilhus i Gladsaxe, lukkede mærket samtidig dørene op for nye fremtidssikrede faciliteter med for eksempel udstillingsplads til 30 nye og 30 brugte Audimodeller, værksted med 30 lifte samt lounge og konferencefaciliteter.
- Vi er begejstrede for vores nye bilhus, og det samme kan vi i den grad mærke, at kunderne er. Nu får vi så oven i hatten Gladsaxe Prisen, og det er vi selvfølgelig stolte af. Ikke mindst fordi det er en anerkendelse af Audis initiativ og af den betydning, som en driftig virksomhed som et bilhus med mange arbejdspladser har for en kommune, udtaler detaildirektør Klaus Frøkjær.
Investeringen i Audi Gladsaxe er et led i Audis eksklusivstrategi, og Danmarks største bilimportør, Semler Gruppen, sender dermed et tydeligt signal om en stærk tro på fremtiden for mærket i det danske premium-segment.
Gladsaxe Prisen tildeles en virksomhed, der gør en særlig indsats i kommunen. En indsats, der kan være med til at give stof til inspiration for andre aktører i kommunen.
I begrundelsen for at give prisen til Audi lyder det blandt andet fra Gladsaxe Kommune:
"Satsningen fra Audi og investeringen fra ejerne, Semler Gruppen, er uhyre vigtig i en tid, hvor netop tiltrækning og fastholdelse af erhvervslivet har top-prioritet".