GM på PSA-platforme
De to koncerner vil arbejde tættere sammen for at reducere truende underskud.
De to koncerner underskrev tidligere en aftale, der skal reducere omkostningerne hos de to selskaber, der begge taber penge i Europa. Fremtidens små biler, såsom Peugeot 208 og Opel Corsa, bliver baseret på franske platforme, og de første biler kommer på gaden i 2016.
Dertil kom oplysningen om, at Opels fabrik i Bochum skal nedlægges to år før planlagt. Opel ser ingen lysning i salget, og GM/Opel har tabt 128 milliarder kroner i Europa siden 1999. PSA tabte 8,1 milliard kroner sidste år, hvilket har fået PSA til at lukke fabrikken i Aulnay ved Paris i 2014 og skære antallet af ansatte ned med 17 procent i Frankrig.
Samtidig har PSA lanceret en ny transmission og motor, der vil reducere CO2-udledningen markant. Den nye transmission og motor bliver lanceret som en nyhed på Geneve-udstillingen til marts.
Også Ford krise-lukker
De seneste nye tal viser, at krisen fortsætter med de laveste bilsalgstal for tiden i de seneste 17 år. Også Ford er i gang med at reducere omkostningerne. Ford har varslet 6200 fyringer og lukning af fabrikken i belgiske Genk og to mindre fabrikker i Storbritannien. Arbejderne har strejket siden det kom frem, at Genk fabrikken skal lukke.