23948sdkhjf

Håndværket holdes i live med computerhjælp

Opgaverne hos Frimotech i Maribo er som et firkløver. De største blade er topstykker og kølere.
Det syder, men bobler ikke, i trykprøvingskarret på værkstedet hos Frimotech i Maribo og heldigvis for det. Nede i karret med det 70 grader varme vand ligger et topstykke fra en traktortrækker, og hvis det havde boblet, kunne topstykket ikke repareres.

Men nu forestår en præcisionsproces, som kan føre topstykket i arbejde igen.

Inden et topstykke repareres, skal Carsten Andersen først undersøge, om der er indre revner i. Det gøres ved at spænde topstykket fast efter at have lukket alle kølevandshullerne med gummistykker, varme det op til arbejdstemperatur og så sætte lufttryk på kølesystemet. Hvis der så bobler luft ud af topstykket, kan det ikke betale sig at reparere.

- Vi varmer topstykket op, så det udvider sig, som det vil gøre, når det sidder på motoren. Derved vil eventuelle revner vise sig. Det vil der måske ikke i kold tilstand, hvor metallet har trukket sig sammen, fortæller Carsten Andersen.

Elementært – for Carsten Andersen, men ikke for Motor-magasinets udsendte, som pludselig synes han spurgte dumt, men svaret var godt nok.

I CNC-fræseren

Topstykket kan nu fortsætte sin tur gennem det på samme tid klassiske værksted og moderne produktion.

Næste station er "sliberen", som faktisk er en CNC-styret fræser. Igen spændes topstykket op og fræses fuldstændigt plant. Havde det været nødvendigt kunne motorblokken, som topstykket hører til på, få samme tur i fræsemaskinen.

Herefter kommer Frimotechs mest moderne stykke værktøj i funktion. Ventilsæderne præcisionsslibes/fræses i en Newen 2-akslet CNC-styret ventilsæde-fræser. Vinkler, dybder, diameter tastes ind i computeren, hvis oplysningerne da ikke ligger der i forvejen.

Havde ventilsædet været for beskadiget eller fræset op tidligere, kunne man have boret ud til et helt nyt sæde og fræset det til, men det var ikke nødvendigt her.

- I mange tilfælde kan det stadig betale sig at renovere ødelagte topstykker og især på større motorer. Det er lidt anderledes med de små volumenbiler, men kommer man op til entreprenørmaskiner og motorer, som der ikke går 12 på dusinet af eller som det er svært at finde nyt til, er renovering en god ting, forklarer Flemming Andersen.

Der kommer stort set ingen biler på værkstedet. Frimotech løser opgaver for andre værksteder.

- Og så er det jo op til vores kunder om at overbevise deres kunder om, at renovering kan betale sig, siger Flemming Andersen.

Hele paletten

Men Frimotech er mere end topstykker og motorblokke. Reparationer af kølere og kalorifere er det andet store blad i firkløveret. Desuden råder værkstedet over værktøj og maskiner af god gammel kvalitet og kan eksempelvis hone cylindere.

Flemming Andersen solgte firmaet Auto-Teknik i 2006 til CAC, arbejdede for det nye firma i 1 1/4 år, som blev omdøbt til au2parts, men måtte stoppe på grund af sygdom, men beholdt bygningerne. Derefter overtog han et lille handelsfirma PFH Trading og omdøbte det til Frimotech ApS.

- Da Au2parts besluttede at indstille aktiviteten på Hjulsporet, havde jeg det dårligt med, at virksomheden bare skulle forsvinde, den havde jeg selv starter op i 1977 og brugt uendeligt mange timer på, fortæller Flemming Andersen.

- Min søn Carsten og jeg købte så værkstedsdelen tilbage fra au2parts, så vi nu fortsat arbejder med at reparere/renovere topstykker, kølere, startere, generatorer, elmotorer, pumper, afdrejer bremsetromler – skiver og renoverer bremsebakker. Endvidere har vi købt maskineri til at udskære friktionsmateriale i ønskede forme og størrelser. Firmaet er i dag opdelt således, at Carsten Andersen driver værkstedsdelen, og Flemming Andersen driver handelsdelen.

- Vi har tidligere været en mand mere, men nu klarer vi to, Carsten og jeg, hvad der kommer, og så har vi en vikar på 74 år, som vi kan kalde ind, når det er nødvendigt, siger Flemming Andersen.

På YouTube kan man se en lille film med CNC-fræseren. Søg efter Newen contour BB og nyd præcisionsarbejdet.

http://www.youtube.com/user/NewenInc
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08