23948sdkhjf

Alle skal kunne reparere korrekt

Tryg står inde for sine henvisningsværksteder og overvejer krav om certificering i karrosseriarbejde.
Der er en positiv tendens blandt værkstederne om at øge kvaliteten i karrosseriarbejdet i forhold til ny teknologi. Det vurderer cheftaksator hos Tryg, Mogens Olesen, efter at forsikringsselskabet lancerede sit kvalitetskoncept sidste år. Kun ganske få af landets 450 tilknyttede Tryg Reparationsværksteder har ikke stået mål med Trygs nye kvalitetskrav om korrekt anvendelse af udstyr og bilfabrikkernes reparationsforskrifter og er blevet opsagt efter et screeningsbesøg.

- Vi oplever, at autobranchen har taget godt imod vores koncept. Det er jo noget helt nyt for værkstederne, og nogle oplever at have svært ved at få adgang til fabriksvejledninger, men nye leverandører er begyndt at skabe mere gennemsigtighed, siger Mogens Olesen.

Krav om certificering

Tryg måler kun kvaliteten på sine egne, tilknyttede fordels-/henvisningsværksteder, men er ved at brede kvalitetskravene ud til resten af landets reparatører. Mogens Olesen vurderer, at der er kontrakt med alle indenfor et par år, idet det vil tage tid at nå ud til mindre værksteder med lille volumen i forsikringsskader, som bilisten med en skadet bil måtte vælge.

På spørgsmålet hvorvidt Tryg kan være sikker på, at alle nyere biler bliver repareret efter forskrifterne svarer cheftaksatoren, at han kan stå inde for Tryg Reparationsværkstederne.

- Vi er ikke afvisende overfor at kræve eksempelvis en Eurogarant-certificering, eller via Teknologisk Institut, af de værksteder, vi benytter. Men vi er stadig i sonderingsfasen. Vi vil hilse det velkommen, hvis autobranchen selv vil gøre en indsats for at hæve standarden i karrosseriarbejdet, gerne via certificeringer, siger Mogens Olesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078