Avis og Budget Biludlejning får ny direktør
RAC Danmark A/S, som står bag både Avis og Budget Biludlejning, ansætter Kasper Gjedsted som ny adm. direktør. Han kommer fra en stilling som adm. direktør hos konkurrenten Sixt Danmark.
- Vi ser det som en stor gevinst, at Kasper Gjedsted har valgt at fortsætte karrieren hos os. Det særlige ved Kasper er, at han har en stærk sans for tal og analyse, men også en stor gennemslagskraft. Han har stor erfaring fra biludlejningsbranchen og har bevist, at han kan opstille klare mål og realisere dem sammen med sit team, lyder det fra Dag Andre Johansen, Chief Executive Scandinavia hos RAC Holding A/S, i en pressemeddelelse.
Kendt ansigt tilbage
Kasper Gjedsted begyndte karrieren hos Budget Biludlejning Danmark og derefter gik turen til flyselskabet Lufthansa og A.P. Møller Mærsk-koncernen. Han vendte derefter tilbage til biludlejningsbranchen, først som salgs- og marketingdirektør og siden som administrerende direktør hos Sixt Danmark. Det har givet ham indgående kendskab til biludlejningsbranchen med et bredt netværk blandt kunder såvel som leverandører. Kasper Gjedsted ser derfor frem til at prøve kræfter med topposten hos RAC Danmark A/S:
- Jeg glæder mig meget til at starte som adm. direktør hos RAC Danmark A/S, som er kendt for sine dygtige medarbejdere. Det bliver en enorm spændende udfordring at stå i spidsen for så velkendte brands som Avis og Budget Biludlejning, der begge har store vækstpotentialer, siger Kasper Gjedsted om sit nye job.
Kasper Gjedsted har en master i økonomi & businessadministration samt i international management. Privat bor han i København.
Dansk bestyrelse
Ejerne tilknytter derudover en dansk bestyrelse til RAC Danmark A/S for at få endnu mere fokus på det danske marked. Tidligere var bestyrelsen skandinavisk. Dag Andre Johansen bliver bestyrelsesformand, og der vælges to interne bestyrelsesmedlemmer samt to danske eksterne bestyrelsesmedlemmer.
Det er begrundet med, at RAC-koncernen vil udvikle sin virksomhed til andre brancher, mens der samtidig fastholdes fokus på opnåelse af resultater i biludlejning fremover.
Kasper Gjedsted indtræder i koncernledelsen. Ansættelsen af Kasper Gjedsted betyder samtidig, at salgs- og marketingdirektør Lars Dissing forfremmes til adm. vicedirektør, hvor han vil være stedfortræder for Kasper Gjedsted og samtidig beholde det daglige ansvar for salg og marketing.