23948sdkhjf

En ægte Toyota-pioner

I dag er det Louis Lund, som står bag de fire Toyota-bilhuse i Vest- og Sønderjylland, men det var onklen, Andreas Prinds, som oprindeligt fik forhandlingen i 1963.
Dengang under krigen, hvor den unge Andreas Prinds fra Brøns i Sønderjylland var i lære hos Brdr. Friis i Ribe, og lavede last- og personbiler med gasgenerator, forestillede han sig ikke, at han engang skulle komme til at forhandle et bilmærke fra Japan. Ej heller, at han skulle komme til at forhandle flere bilmærker fra det land, som Danmark var besat af. Da læretiden var ovre, og krigen var kommet en smule på afstand, startede han og en lærekammerat et værksted i byen, der dengang hed Bramminge med et e. Det drev de to i fællesskab et års tid inden de efter fælles overenskomst blev enige om at få hver deres. Andreas Prinds etablerede sig i rejsestalden på Brøns Kro, og omkring 1952 tog han kontakt til Erla Autoimport, hvor man havde forbindelser til de tyske bilfabrikker, som så småt var ved at komme i gang efter krigen. Faktisk var det en annonce i avisen. Her søgte man efter forhandlere af Lloyd biler, og det ansporede ham. Andreas Prinds fik forhandling af Lloyd fra Erla, men det var mere end det, for Borgward koncernen var samtidig også mærkerne Hansa, Borgward og Goliath. Senere kom der mærker som BMW, Skoda og Necar i paletten.

Fortjenesten var på 1000 kroner

- De biler, Andreas Prinds fik, blev betalt kontant inden leveringen, fortæller Louis Lund, der er onkel til Andreas Prinds og samtidig også den, som overtog Andreas Prinds virksomhed i 1994.

- Sådan var det dengang, men der var også fortjenester, der virkelig ville noget. En fabriksny Lloyd kostede 7000 kroner i udsalg og af de penge, var der hele 1000 kroner i fortjeneste til forhandleren. Andreas Prinds forblev tro mod Erla Autoimport, og da man fik importen af Toyota i 1963, kom det nye mærke med i paletten, fortæller Louis Lund.

Revisor med næse for Toyota

Lige som ved Andreas Prinds, stod der ikke noget i kortene om, at den revisoruddannede Louis Lund skulle overtage onklens forretning og skifte erhvervsretning og blive Toyota forhandler. Siden 1978 havde han arbejdet som revisor, og da Andreas Prinds i begyndelsen af halvfemserne begyndte at tænke på at trække sig tilbage, var der ikke en umiddelbar arvtager.

- Det hele endte med, at jeg blev spurgt om, det var noget for mig. Det var jo en stor beslutning, så jeg udbad mig fjorten dages betænkningstid. Jeg endte med at sige ja, og jeg husker, at jeg fik en kassekredit på 300.000 kroner. De første år gik let. Dengang i 1994 var der mangel på brugte biler, og i kraft af, at der ikke var internet, var der ingen direkte sammenligningsgrundlag, og dermed var det let at hente 10.000 i avance, husker Louis Lund.

Fra 8 til 100 mand

- Vi var otte mand, da jeg overtog virksomheden, og nu er vi omkring 100. Vi etablerede os i Ribe i 1998, i 2001 overtog vi Toyota forhandlingen i Vejen, Esbjerg kom med i 2006 og året efter kom Varde til. Den bogførte egenkapital var før krisen på 17 millioner kroner, og vi ansatte nye folk. Men så kom krisen, og vi havde 481 biler fordelt på de fire bilhuse. De 17 millioner svandt hurtigt til 350.000 kroner. Kuren var at rydde op, og indrette sig på de nye tider. På tre måneder tog vi afsked med tyve mand, og i samme ombæring reducerede varelageret betragteligt. Under hele processen spillede vi med åbne kort både overfor ansatte, kolleger og banken, og den åbenhed var godt for alle parter. Hestekuren hjalp, og sidste måned med røde tal var i marts 2009, siger Louis Lund ikke uden en vis stolthed i stemmen.

De rigtige folk er alfa omega

Spurgt om hvad det er, der har været grundstenen bag de fire Toyota bilhuse, er Louis Lund ikke i tvivl om, at det handler om få ganske enkle ting.

- Vigtigst er det at få de rigtige folk tilknyttet virksomheden, og det gælder alle steder fra øverst til nederst. Kemien skal være i orden, og er den ok, er det med papirerne knap så vigtige. Kunderne skal behandles, som man selv ønsker at blive behandlet, og endelig handler det om at blive på jorden. Som direktør skal man også kunne overlade ansvar. Eftermarkedet personale, indkøb, værksted og reservedele styres af Lars Hansen, som har en ti procent ejerandel. Og til dit spørgsmål om der skal ske udvidelser, så kan jeg sige, at jeg har det godt med de fire butikker jeg har, siger Louis Lund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094