Danmark halter gevaldigt bagefter andre EU-lande, USA og Asien, når det handler om at få lastbiler til at køre på naturgas frem for diesel.
Men nu sender Skive Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune og renovationsselskabet ESØ 90 i samarbejde med HMN-koncernen 30 lastbiler, der kører på naturgas, på gaden.
Og udskiftningen af de forurenende dieselbiler ligger helt i tråd med politikernes ønske om et CO2-neutralt samfund i 2050.
Ifølge Energistyrelsen er fordelene ved naturgas blandt andet, at forureningen med partikler samt CO2-udledningen er mindre sammenlignet med diesel og benzin.
- Når de kan i Sverige og Tyskland, så må vi også kunne herhjemme. Vi håber, at de ting, vi nu sætter i værk, kan give inspiration og fjerne den usikkerhed om gasdrevne lastbiler, som der er i Danmark, siger direktør Susanne Juhl fra HMN-koncernen
HMN-koncernen ejes i fællesskab af 57 kommuner i hovedstadsområdet, Midtjylland og Nordjylland.
- Danmark er allerede så småt i gang med personbiler på naturgas. Men det er først nu, at vi får lastbiler over på gas. De 30 lastbiler lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men dette er blot de første skridt, vurderer Susanne Juhl.
De 30 lastbiler fordeles på fire gasdrevne skraldebiler, mens resten bliver almindelige lastbiler. Og da en del af dem skal køre i Tarm og omegn, bygger HMN-koncernen en gastankstation syd for byen.
Aftalerne om lastbiler på gas bliver præsenteret nærmere på Folkemødet på Bornholm med blandt andet transportminister Henrik Dam Kristensen (S) samt klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).
/ritzau/