En af Gylvigs svende - 24-årige Jonas Bjerregaard Gregersen - deltog i konkurrencen om "Den Gyldne Pistol", afholdt af firmaets lakleverandør Baden-Jensen A/S. Han vandt først det første af tre heat i efteråret 2012, ligesom han forleden satte kronen på værket og vandt den samlede konkurrence i overbevisende stil med sin lakering af en kammerats Mazda RX7.
Konkurrencen om "Den Gyldne Pistol" blev skudt i gang i sommeren 2012 som en Facebook-konkurrence over tre heat, efterfulgt af en finale. Konkurrencen gik ud på, at alle autolakerere kunne indsende et foto af deres bedste arbejde, som derefter blev bedømt af Baden-Jensens tre lakteknikere.
I finalen indgik vinderne af de tre heat, og her blev den endelige vinder kåret via en afstemning på Baden-Jensens Facebook-side. Der var der ingen tvivl - Jonas Bjerregaard blev en suveræn vinder med næsten halvdelen af de mere end 800 afgivne stemmer.
Fredag den 28. juni kl. 9 vil Jonas få overrakt "Den Gyldne Pistol" af Finn Baden-Jensen ved et arrangement hos Gylvigs Autolakering ApS, oplyser Gitte og Klus Gylvig, som har afdelinger i både Ringe og Gislev.
Ved samme lejlighed vil det være muligt at opleve Jonas lakering ved selvsyn, idet Gylvig har fået lov til at låne bilen i dagens anledning.