Første som Godkendt Mærkebilværksted
10 bud blev til 22 hos københavnske NJ Automobiler.
Det er Teknologisk Institut, der har udviklet det koncept, som NJ Biler ved Jakob N. Jabr nu har implementeret i dagligdagen.
- Det er vigtigt, at vi tydeligt viser, hvorfor vi måske har en anden timepris end andre værksteder, siger Jakob Jabr.
NJ Biler har en række år arbejdet benhårdt på at forbedre sit image. Ikke mindst en flytning for små 10 år siden fra en nedslidt ejendom til det nuværende domicil midt blandt Biløens Amagers andre elegante bilhuse har været et stort ryk op af imagestigen, som passer til de bilmodeller man ønsker at føre, BMW og Mini, samt andre kvalitetsmærker, som Mercedes-Benz og Audi alle mærker, der har kvalitet til fælles.
- Vi vil markedsføre os med logo, som henviser til TIs hjemmeside, hvor kravene i Godkendt Mærkebilværksted-ordningen er specificeret, fortæller Jakob Jabr.
To kvaliteter af kvalitet
Teknologisk Institut sætter også sin image som troværdig teknisk samarbejdspartner ind på de to ordninger, Godkendt Bilværksted og Godkendt Mærkebilværksted.
Ordningen Godkendt Bilværksted har tidligere været omtalt i Motor-magasinet, og kravene kan ses på TIs hjemmeside.
At blive godkendt som mærkeværksted kræver lidt mere kontrol, som er udvidet på følgende punkter:
Halvdelen af efteruddannelsen skal være mærkespecifik, såfremt der udbydes tilstrækkelig mærkespecifik efteruddannelse.
Styr på garantireparationer/kampagner
Styr på opdatering af software
og der skal foreligge dokumentation for, at værktøj som kan kalibreres eksempelvis momentnøgler, er kalibreret af godkendt institut eller skal kalibreres af TI.
Var i gang
- Vi har ikke haft store implementeringsvanskeligheder. Vi opfyldte faktisk allerede mange af de punkter, som Teknologisk har stillet op, opgaven bliver så at overholde dem, fortæller Jakob Jabr.
- Ordningen lægger op til teamspirit og disciplin i arbejdsgangen.
Det er i bund og grund forståelige og simple krav som god og sandfærdig kundebetjening, som det burde være en selvfølge, at værksteder overholdt, men som deltager i Teknologisks kontrolordning forpligter et værksted sig til at blive holdt fast på "den gode og tekniske korrekte opførsel".
- Vi skal blandt andet altid kunne fortælle, hvad en diagnose koster og umiddelbart efter give en pris på nødvendig reparation og så skal vi holde prisen.
Teknologisk Institut kommer på uanmeldte kontrolbesøg og afholder kundeinterview og tjekker i detaljer arbejde, som er i gang på værkstedet.
Claus Pihl, konsulent i automobilteknik hos Teknologisk Institut og den, som har ført NJ Automobiler ind i ordningen, henviser til TIs erfaringer fra Værkstedskontrol Ordningen og fra kontrollen, som de udfører for Dinitrol på undervognsbehandlinger.
Og afregningen er kontant. Ved en til to afvigelser får værkstedet tre måneder til at bringe forholdene i orden. Ved tre afvigelser bortfalder godkendelsen øjeblikkeligt. Godkendelsen generhverves, når forholdene er bragt i orden.
NJ Automobiler er det første værksted, som bliver Godkendt Mærkebilværksted, og Claus Pihl forventer, at der snart kommer flere til.