Bosch forventer let forbedret vækst
Den største division, autoteknik, øgede i 2012 omsætningen med to procent til godt 31 milliarder euro.
- Vi har truffet mange foranstaltninger for at øge indtjeningen i år. Samtidig vil vi udnytte vores muligheder for vækst både inden for etablerede områder og ved opbygning af nye forretningsområder, sagde Denner.
Virksomheden ser fortsat betydelige økonomiske risici som følge af den høje statsgæld i USA og Europa. For den europæiske økonomi forventer Bosch, at recessionen stopper, men man forventer dog, at den økonomiske udvikling vil stagnere i 2013. På denne baggrund var Bosch-koncernens omsætningsudvikling afdæmpet i første kvartal af 2013.
Fokus på forbedret resultat
Også i 2013 vil Bosch fortsætte sidste års påbegyndte tiltag for at forbedre resultatet. Dette inkluderer blandt andet en tæt styring af vækstområderne og begrænsning af de faste omkostninger, investeringer samt virksomhedskøb. For en mere fleksibel tilpasning af personaleomkostningerne til de konjunkturelle svingninger blev der allerede i slutningen af 2012 indgået en firmaaftale om arbejdsvilkår for virksomhedens tyske afdelinger.
Bosch forventer omsætningsvækst fra innovative og nyttige produkter, internetbaserede forretningsmodeller samt en yderligere udbygning af den internationale tilstedeværelse.
Omsætning steg to procent
I forretningsåret 2012 steg Boschs omsætning 1,9 procent til 52,5 milliarder euro. Korrigeret for valutakurseffekt lå omsætningen 0,8 procent lavere end i 2011. Målt i resultat før renter og skat kan Bosch fremlægge en overskudsgrad på 2,5 procent. Resultat før skat nåede op på 2,8 milliarder euro (5,3 procent af omsætningen), da Bosch ved salg af en økonomisk investering fik en regnskabsmæssig fortjeneste på 1,1 milliarder euro. Resultatet blev først og fremmest negativt påvirket af et stort tab i divisionen Solar Energy.
Den største division, autoteknik, øgede i 2012 omsætningen 2,1 procent til 31,1 milliarder euro. EBIT med 1,4 milliarder euro og overskudsgrad med 4,5 procent lå begge under året før. Det skyldtes hovedsagelig et stort forbrug i produktionen inden for elektromobilitet, stigende råstofpriser og disponeringen af caliper & tromlebremseforretningen, anfører Bosch.
Automatiseret kørsel via netværk
- Vores primære udviklingsmål er fortsat mere sikre og miljøvenlige biler, sagde Dr. Bernd Bohr, leder af divisionen autoteknik.
Bosch ser et stort markeds- og omsætningspotentiale for sikkerheds- og førerassistentsystemer. Mere end 5000 ingeniører arbejder på at gøre systemerne endnu bedre. Virksomheden har pt en omsætning på fem milliarder euro med sådanne systemer. I de kommende år forventes omsætningen at stige ti procent om året inden for dette område. Drivkraften bag denne vækst er et nyt bedømmelsessystem for autosikkerhed. Fra 2014 får nye biler kun topkarakter, hvis de har mindst en førerassistentsensor.
Siden 2000 har Bosch fremstillet en million radarsensorer. Inden 2016 vil det sandsynligvis være ti millioner. Bohr mener, at sikker integrering af de nye assistentfunktioner med sensorer, styreenheder og aktuatorer i bilen som helhed er Boschs styrke.
- En vigtig forudsætning for højt automatiserede funktioner som vejkrydsassistenter er dataudveksling mellem bilerne. Automatiseret kørsel vil være netværkskørsel, fortsætter Bohr.
Ved at forbinde systemerne i bilen via netværket ønsker Bosch også at åbne adgang til et yderligere potentiale for effektivitet og miljøbeskyttelse. Ingeniørerne fra Bosch udvider start/stop-systemet, der har international succes, til at omfatte intelligente navigationsfunktioner, så det bliver en "køreassistent". Kombinationen af netværksteknologi og køreadfærd kan give en brændstofbesparelse på op til 15 procent, oplyser Bosch.