Grænsehandel: Hvad skal der til?
Sønderjysk CAD-formand: Hvad skal der til for at skatteministeriet tager den om sig gribende grænsehandel alvorlig?, spørger automekanikermester Boy Lorenzen i dette indlæg.
Skatteminister Holger K. Nielsen indledte med stort set at konstatere, at grænsehandlen ikke er større eller værre end forventet. Og hvis forventningen er, at man, om ikke lukker, men stærkt reducerer detailhandlen og påvirker mange andre erhverv i det sydlige Danmark, så har han jo ret. At efterfølgende indlægsholdere så havde en noget anden opfattelse af samme sag, kom så desværre ikke til ministerens kendskab, idet han straks efter dit indledende indlæg forlod konferencen. Derfor overskriften; Hvad skal der til for at skatteministeriet tager den om sig gribende grænsehandel alvorlig.
Forståelse skortede det bestemt ikke på, da de fem politikere i panelet efterfølgende skulle diskutere problemerne. Da de endelig blev færdige med at diskutere, hvem af de skiftende regeringer, der har haft den største skyld i de høje afgifter, var der næsten ingen grænser for hvor villige de var til at se på problemet.
Det der gør mig rigtig urolig er, når en dansk politiker siger, vi skal have omkostningsniveauet ned, vi skal sænke skatter og afgifter, vi skal bare finde pengene et andet sted. Altså ikke sænke, men omlægge. I min forretning bliver regningen til kunden jo ikke mindre af, at jeg flytter min avance fra motorolien til timeprisen.
Sønderjylland bløder
Jeg er godt klar over øvelsen for politikerne ikke er nem. Men det gør den jo desværre ikke mindre nødvendig. Sønderjylland bløder. Så kære beslutningstagere, ikke mere snak, arbejdstøjet skal findes frem, vi skal have arbejdspladserne tilbage til Sønderjylland, og det haster.
Sønderjylland har brug for hjælp fra politikerne. Hvis vi skal overleve som et samfund med virksomheder, aktivitet og skattekroner i kommunekasserne til at støtte det lokale samfundsliv, er regeringen simpelthen nødt til at sikre, at vi kan klare os i konkurrencen med de tyske butikker. Og den eneste vej er at afskaffe de danske afgifter på øl og vand. Nu.
For de høje afgifter får ikke bare sønderjyder til at droppe den lokale butik og shoppe øl og vand syd for grænsen. Men det betyder også, at de danske familier køber fødevarer i Tyskland, og i stigende grad oplever vi i autobranchen, at folk samtidig får deres bil serviceret på tyske værksteder.
Resultatet er, at Sønderjylland bliver drænet for forbrugere. For lige meget hvor stor lokalfølelsen er i Sønderjylland, drages alle forbrugere mod billige priser, når de er så tæt på.
I takt med det mister alle erhverv i området omsætning. Og så er der ikke mange kroner, der ryger tilbage i den danske statskasse.
Hel landsdel på støtten
Først mister staten momspengene for dåseøllene, oksekødet og servicen på et danske autoværksted, og så ryger arbejdspladserne. Og uden arbejdspladser ingen skattekroner til institutioner, plejehjem og infrastruktur.
Så kære politikere. Det handler ikke kun om vores omsætning i de sønderjyske virksomheder og forretninger. Det er hele det sønderjyske samfunds fremtid, der er på spil. Og ingen er vel interesseret i at få en hel landsdel på støtten.
Så for vores skyld, og for hele Danmarks skyld: Drop de afgifter fuldt ud, hvis det skal nytte. Vi kan godt klare os i konkurrencen i Sønderjylland. Men det skal være på lige vilkår.
Automekanikermester og formand for værkstedernes brancheorganisation, Tønder (CAD)
Boy Lorenzen, Skærbæk