Nytænkning trods aldring
SOM VI KAN BESKRIVE i denne uges fagblad er de to organisationer DAF og FAI i fuld gang med en godt forberedt fusion, der træder i kraft snart, længe før bebudet. De samarbejder på bedste vis, og vrister det ene gode initiativ af sig efter det andet. Det lover godt for medlemsvirksomhedernes ve og vel. Samtidig er der samspil med konkurrenten Bilbranchen, så man må sig fornøje. Jo, krisen trækker også gode streger i sandet, hvor samarbejde og konsolidering højner standarden på den anden side.
HOS GROSSISTERNE ER DER dog stadig kamp til stregen. Det handler om markedsandele, salg og naturligvis overlevelse. Vi har allerede set én større grossist gå ned, og konsolideringen i denne del af autobranchen har efterladt et fåtal rigtig store spillere, der også hele tiden tænker nyt for at forbedre sig. Nye koste fejer ofte bedre, så mon ikke også den tekniske turnaround hos Mekonomen, vi kan berette om denne uge, får betydning i markedet. Vi ser frem til at følge projektet.