Skrotlov koster lærepladser
Mange unge mennesker kan ikke få læreplads i autobranchen på grund af reparationsgrænsen, viser en ny undersøgelse fra Håndværksrådet.
- Reparationsgrænsen har dramatiske konsekvenser for autobranchen, der i forvejen har det hårdt grundet krisen. Vores undersøgelser har vist, at grænsen betyder mistet omsætning og derved tab af arbejdspladser. Den nye undersøgelse bekræfter dette, men den viser også, at reparationsgrænsen i høj grad også rammer unge mennesker og deres ønske om en læreplads i autobranchen, siger erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Lars Magnus Christensen.
Logisk konsekvens
Ifølge Lars Magnus Christensen er det dog logisk.
- Faldet i omsætning i autobranchen medfører med det samme mindre mulighed for, at de unge kan komme i lære som mekaniker, pladesmed eller autolakerer, siger han.
Tidligere undersøgelser har vist, at den samlede autobranche og fagforeningerne Danske Metal og Malerforbundet vurderer, at reparationsgrænsen har kostet omkring 1000 fuldtidsjob siden januar 2011, hvor reparationsgrænsen gik fra at ligge på 75 procent til den nuværende på 65 procent.
Denne beslutning blev vedtaget af Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti, da VK-regeringen forhandlede finanslov i efteråret 2010.
Og denne beslutning har ifølge en samlet autobranche haft meget dramatiske konsekvenser for branchen.
Den aktuelle opgørelse fra Håndværksrådet viser, at virksomheder oplever, at det har medført et betydeligt omsætningsfald, og på grund af det har virksomhederne undladt at ansætte lærlinge.
Ud af de 243 besvarelser har 204 autovirksomheder oplevet omsætningsfald grundet reparationsgrænsen. Og ud af dem har næsten halvdelen, 96, undladt at ansætte en lærling grundet omsætningsfaldet, mens 16 har undladt at ansætte to til tre lærlinge på grund af mindre omsætning.
Bekymrende
Håndværksrådet mener, at tallene viser, at reparationsgrænsen har store konsekvenser også for de unge.
- Reparationsgrænsen i sig selv kan ikke forklare alle de færre lærepladser inden for autobranchen. Men den bærer en del af skylden. Og det er højst bekymrende, at det rammer unge mennesker, der i forvejen har svært ved at finde lærepladser i denne tid, siger erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Lars Magnus Christensen.