Mere kraft i nye Volvo-motorer
Bilproducenten mener at have revolutioneret indsprøjtningsteknologien med såkaldt tryk-feedback i sin i-ART teknologi.
Ved hjælp af tryk-feedback fra de enkelte indsprøjtningsdyser, i stedet for den konventionelle løsning med en enkelt tryksensor i commonrail, gør i-ART det muligt kontinuerligt at overvåge og tilpasse brændstofindsprøjtningen i hver enkelt cylinder.
- At forøge commonrail-trykket til hele 2500 Bar og samtidig supplere med i-ART teknologien kan vi vist godt tillade os at kalde andet trin i dieselrevolutionen. Det er et gennembrud, der kan sammenlignes med dengang, vi i 1976 opfandt lambdasonden til katalysatoren. Det er en unik opfindelse fra Volvo, siger Derek Crabb, direktør for Powertrain Engineering hos Volvo Car Group.
Foroven har hver dyse en lille computer, der overvåger indsprøjtningsprocessen. Ved hjælp af denne information sikrer det selvjusterbare i-ART system, at den ideelle mængde brændstof indsprøjtes i de enkelte cylindre under hver forbrændingscyklus..
Kombinationen af højere indsprøjtningstryk og i-ART teknologi giver kunderne en motor med bedre brændstoføkonomi, væsentligt lavere emissioner, høj ydelse og en kraftfuld lyd som en V-8 motor. Specifikke data offentliggør Volvo endnu ikke
De nye motorer skal bygges i Sverige på Volvos højteknologiske motorfabrik i Skövde.
Samtidig med VEA introducerer Volvo en ny ottetrins automatgearkasse, der løfter køreegenskaberne og sænker brændstofforbruget yderligere.