EUX udsat et år i Skjern
12 unge har tilmeldt sig den nye uddannelse, men sammensætningen blev for problematisk, vurderer Skjern Tekniske Skole.
Det sker, fordi de 12 tilmeldte har tilmeldt sig uddannelsen på forskellige grene. Tre unge har tilmeldt sig EUX på mekanikeruddannelsen, én har tilmeldt sig EUX på smedeuddannelsen, mens otte har tilmeldt sig EUX i afdelingen Strøm, Styring og It, hvor Skjern Tekniske Skole ikke tilbyder hovedforløbet, men underviser eleverne det første år grundforløbet. Det ville indebære, at disse otte elever, efter det første år på EUX-grundforløbet, skulle sendes videre til en anden teknisk skole, hvor man har hovedforløb for elektrikere og it-folk, for at færdiggøre deres EUX der.
Fire på hovedforløb
Rektor John Lemming, Skjern Tekniske Skole, siger til udsættelsen, at man uden tøven ville starte EUX-uddannelsen, hvis alle 12 unge havde tilmeldt sig smedeuddannelsen og mekanikeruddannelsen. For på disse to uddannelser har skolen eleverne på både grund- og hovedforløbet. Det vil sige alle fire et halvt år fra start til slut
- Men sammensætningen af tilmeldingerne i år gør, at vi i skoleåret 2014-2015 ville stå med en første årgang på kun fire EUX-elever på hovedforløbet. Det er simpelthen for få til, at vi kan forsvare at starte EUX-uddannelsen op i år. Det ville være uforsvarligt, både overfor skolens økonomi men især over for EUX-eleverne. Det har vi netop orienteret de 12 elever og deres forældre om på et møde, siger John Lemming.
Bedre markedsføring
Han understreger, at Skjern Tekniske Skole bestemt ikke har opgivet at etablere EUX-uddannelsen.
- Jeg tolker det sådan, at vi skal blive bedre til at vække interessen hos kommende mekanikere og smede for EUX-uddannelsens muligheder. Det vil vi derfor gøre meget mere ud af i det kommende år. Så det går vi nu i tænkeboks for at finde gode løsninger på. EUX er et meget vigtigt tilbud til vores mange dygtige unge, som vælger en håndværksmæssig uddannelse. Vi ved nemlig, at finanskrisens udfordringer har skærpet virksomhedernes interesse for unge håndværkere med ekstra kompetencer. Dette behov skal Skjern Tekniske Skole kunne honorere. Vi er sat i verden for at levere de til enhver tid bedste uddannelser. Det er vores pligt, og det er vores mission overfor de unge i vores område, siger John Lemming.