Højesteretten er sat - august 2014
Der er meget på spil for fælg-branchen, når den sag, der begyndte en novembermorgen 2007 med et dawnraid hos East Scandic, fortsætter i Højesteret i august 2014.
- Der er afsat hele to dage til sagen i Højesteret, siger Casper Huusmann, som ejer og driver East Scandic. Derudover designer han også selv fælge.
- Det er meget ekstraordinært, at Højesteret dels afsætter så lang tid til en appelsag og dels, at man tillader fornyet bevisførelse, hvilket man har accepteret, da vi havde dokumentation, som af særlige grunde ikke nåede med i Sø og Handelsretten.
Her afviste retten blandt andet, at EU's Harmoniseringskontor skulle have taget stilling i en tilsvarende sag.
- Men det havde de. Det har vi papirer på nu, siger Casper Huusmann.
Desuden trækker Casper Huusmann og hans advokat frem, at der efter reglerne i EU's Designforordning ikke er så meget sammenfald mellem de fire fælge, som BMW har fundet frem og de fælge, som East Scandic har markedsført, at der er tale om kopier.
Designforordningen bruger en målestok, som de kalder "en informeret bruger", som dels har teknisk indsigt i formgivning af fælge og dels er vidende om, at blot mindre forskelle kan begrunde en fælgs individuelle karakter.
- Det betyder, at der er forskelle nok på BMWs og de lignende fælge, som er produceret af europæiske og oversøiske fabrikker igennem tiden.
At være forskellig eller ej
"At være eller ikke være" har været et ofte stillet spørgsmål både af Hamlet på teatret og i anden sammenhæng. Spørgsmålet om fire fælge fra East Scandic var eller ikke var krænkende efterligninger af BMWs design har været genstand for granskning hos Sø og Handelsretten.
Det var BMW, som på East Scandics hjemmeside havde fundet eksempler på fælge, som de mente krænkede BMWs rettigheder til henholdsvis design af fælge og ved benyttelse af betegnelser som "BMW M10", "Star BMW & M+S", Replica M5" og lignende.
Casper Huusmann husker den morgen som en voldsom oplevelse.
- Det var fuldstændig uforberedt. Der havde ikke været henvendelser forud for aktionen. Jeg har været i autobranchen og arbejdet med fælge og dæk i mere end 26 år uden bevidst at genere nogen. Nu har de seneste seks år været præget af selve aktionen, sagførere, retssagen og truslen fra BMW, siger han.
- Det er da i øvrigt ejendommeligt, at det kun er BMW og ikke andre bilfabrikanter, der går efter fælge. Men måske skyldes det, at de andre lurepasser og bare venter på en afgørelse hos BMW. Det er jo en hård linje, som BMW kører over hele Europa, mener Casper Huusmann.
- Hvis BMW får ret igen, vil det være dræbende for alternativ fælgproduktion. Alt hvad der er rundt, kan de sammen med øvrige bilfabrikanter sætte sig på som deres design.
Klar melding fra 1. instans
I Sø og Handelsretten, 15. januar 2010, var konklusionen 100 procent til fordel for BMW. De fik ret i alle deres påstande.
Fire specifikke fælgdesign krænkede BMW og hele restlageret af disse fælge skal destrueres.
East Scandic skal ophøre med at benytte 17 forskellige betegnelser, (hvilket man gjorde umiddelbart efter BMW rejste det spørgsmål, men ikke i tilstrækkeligt omfang efter BMWs mening).
Endvidere skulle East Scandic betale 250.000 kroner med procesrente fra november 2007 til BMW samt sagsomkostningerne.
Endelig skulle East Scandic give BMW oplysninger på såvel producenter, distributører, grossister og detailforhandlere af de pågældende fælge samt om antal producerede, leverede og bestilte fælge samt hvilken pris man havde fået.
- Hvis vi virkelig skal udlevere navne på producenter og andre som krævet af BMW, åbner vi for en stribe af retssager eller bare trusler fra BMWs side på vores samarbejdspartnere, og de skal vel så også fortælle om deres kunder og så videre. Et uendeligt spindelvæv - og tænk hvis hver skal betale en kvart million kroner til BMW? Siger Casper Huusmann.
Erstatningen plus procesrenter til BMW var ved domsafsigelsen i november 2010 løbet op på knap 310.000 kroner, og hvis afgørelsen i Højesteret til august 2014 også går East Scandic/Casper Huusmann imod nærmer beløbet sig de 350.000 kroner. Hertil kommer de cirka 400.000 kroner, som Casper Huusmann allerede har brugt på egne advokater.