Enlig kvinde i mandeflok
18 nye biløkonomer er startet på uddannelsen 1. august, og her er Mia Lykke Møller den eneste kvinde i den mandsdominerede gruppe af studerende, der mødte hinanden for første gang til et introduktionsarrangement i Nyborg.
- Jeg synes, at uddannelsen lyder rigtig tiltalende. Den giver mig mulighed for at kombinere økonomi og markedsføring, siger Mia Lykke Møller, der gerne vil arbejde med marketing, når uddannelsen er færdiggjort.
Mandlig mentalitet
Hun er flyttet til København og er blandt de syv studerende, der er tilknyttet uddannelsen i Lyngby, mens 11 er tilknyttet Aarhus-afdelingen. Mia Lykke Møller startede 1. august hos Mercedes-Benz CPH, hvor hun sideløbende med uddannelsen vil arbejde hver mandag og hver anden søndag. Det er mentaliteten i branchen, der hovedsagelig består af mand, som har tiltrukket hende.
- Jeg er vant til at omgås mænd, ligesom mine interesser nok også typisk er tættere på de mandlige end kvindelige, siger Mia Lykke Møller, der interesserer sig for biler, vin og tal.
Mange udfordringer
Netop tal bliver der nok af at kigge på for Mia og de 17 andre nystartede biløkonomer. For det er en branche, hvor konjektursvingningerne hurtigt får en indflydelse på dagligdagen. Direktør for Bilbranchen under Dansk Industri,Thomas Møller Sørensen, fortalte de unge studerende, hvad det er for en spændende branche, de træder ind i.
- Det er en branche, hvor fire store ting lige nu gør den udfordrende og interessant. Den tekniske udvikling, finanskrisens påvirkning, bilens nye plads i folks hverdag og statens regulering omkring bilafgifter har alle stor betydning, lød det fra Thomas Møller Sørensen under hans oplæg foran de nye studerende og deres arbejdsgivere på Dansk Industris kursuscenter Gl. Vindinge i Nyborg.
Positiv udvikling
- Efter at vi har oplevet et fald i antal af studerende, er vi ved denne studiestart steget fra 15 til 18 studerende, og det er yderst positivt, siger uddannelseskoordinator Finn Rolighed.
Han ser frem til de næste to et halvt år at følge det nye kuld studerende, der når de har færdiggjort uddannelsen er godt rustet til fremtiden.
- De unge vil, når de er færdiguddannede kunne gøre en forskel i bilbranchen. Uddannelsen er blevet mere relevant med årene og igennem deres udenlandsophold vil de kunne tilføre gode input fra andre lande til de danske virksomheder, siger Finn Rolighed.