Goon Gruppen A/S har erhvervet aktierne i Best Oil. Samtidig er Jan Christensen, som er indehaver af Best Oil og en af grundlæggerne af selskabet, blevet medejer af Goon Gruppen A/S.
- Købet er efter længere sonderinger af mulighederne for et tilkøb til Goons eksisterende forretning, hvor målet har været at forøge gennemløbet af liter, så vi kan opnå bedre indkøbspriser. Vi har i den forbindelse identificeret en række muligheder, som kan realiseres under et fælles ejerskab, fortæller adm. direktør i Goon Gruppen A/S, Mick Kjær.
Best Oil blev etableret af Jan Christensen og Bent Hansen i 2008. Selskabets fire stationer i Padborg, Vejen, Bolderslev og Tønder betjener primært Busines-to-Busines markedet, og Goon primært privatmarkedet. Under et fælles ejerskab, får Goon nu hele paletten og øger dermed sin indkøbsvolumen betragteligt.
- Selskabet var ikke umiddelbart i en situation, hvor det var til salg. Men i processen med Goon blev det klart, at Best Oil fremadrettet vil stå endnu stærkere med Goon som ejere, forklarer Bent Hansen.
Nu er Best Oil med i en organisation og et netværk, som dækker hele Danmark, og desuden er det væsentligt for Bent Hansen og hans medarbejdere, at der er konkrete planer om udbygning af de ben, som Best Oil står på.
Bestyrelsesformand og hovedaktionær i Goon Gruppen A/S, Søren Hanssen, forventer, at den største effekt af købet vil være besparelser på de fælles indkøb. Men en omfordeling af de daglige opgaver mellem de to selskabers medarbejdere bør også frigøre betydelige ressourcer, der kan benyttes til at realisere selskabernes udviklingsplaner.