Autobutler runder milepæl
Værkstedsportalen autobutler.dk har for alvor fået fat i de danske værksteder efter en træg start med mange opgør med branchen.
- 100.000 formidlede opgaver er helt uvirkeligt. Da vi startede, drømte vi om 1000, 5000, 10.000 opgaver. At vi nu har rundet et sekscifret antal, er beviset på, at vi så rigtigt, dengang i 2010 hvor vi første gang formidlede en opgave mellem bilejer og værksted, siger adm. direktør og partner hos autobutler.dk, Christian Legêne.
Selv om Autobutler allerede har været i gang i Sverige i et år, og netop er startet op i Tyskland, så vil det danske marked altid være i centrum for virksomheden og fungere som foregangsland.
- Det er her vi hører hjemme, det er her administrationen er og ingen hverken værksteder eller bilejere skal være i tvivl om, at vores helt store mål er at få så mange af de danske værksteder med ombord som muligt, så flere bilejere, men i lige så høj grad værksteder, kan få gavn af de hundredetusindvis af opgaver, vi formidler, siger Legêne.
50 millioner kroner
Lørdag den 19. oktober rundede autobutler.dk 100.000 formidlede opgaver mellem værksteder og bilejere. Værkstedsportalen har dermed vist sin berettigelse på et marked, der tidligere var svært gennemskueligt. Succesen lå dog ikke i kortene, da man første gang gik online for tre år siden:
- Vi har gået med bukser med huller i, og vi har ikke fået råd til nye bukser, kun til at lappe hullerne. Vi er 10 mand ansat og tager stadig minimalt med løn ud, så vi lever af det uden at leve prangende"
Sådan sagde de to partnere, Peter Michael Oxholm Zigler og Christian Legêne, for halvandet år siden, da de første investorer kom om bord. Siden da er endnu flere kommet til, og i bestyrelseslokalet sidder nu blandt andet Jesper Buch, der stod bag Just Eat, og repræsentanter for venturefonden Creandum, der har skudt 30 millioner i autobutler.dk.
I alt er der blevet investeret mere end 50 millioner i værkstedsportalen de seneste 18 måneder, hvilket ikke er svært at få øje på. Arbejdsstyrken er øget fra 10 til næsten 50 ansatte, kontoret er rykket til større lokaler og Autobutler er startet op i såvel Sverige som Tyskland, ligesom man allerede er i gang med at gøde jorden i England, Holland og Norge.