Ny måde at tænke biler på
Bilen er ikke så interessant mere som produkt for mange mennesker, så markedsføring på også bilmesser skal nytænkes.
Mange betragter bilen anderledes end før. Den er bare et transportmiddel, og så har mange fået andre interesser. Du kan måske få en Ford Ka til 700 kroner om måneden det er mindre, end nogle bruger på deres mobiltelefonregninger. Der er der færre, som gider tage til Herning for at kigge på en Ka eller en Clio. Det var måske mere relevant at lave en Samsung-Apple messe.
Vi vil måske se en messe mere om et par år, og så rinder det ud. Branchen skal finde en ny måde at komme i kontakt med kunderne på.
De store biludstillinger, som for eksempel Geneve, Frankfurt og Paris, har fortsat en berettigelse, da de også tjener som samlingssted for branchen; og selvfølgelig i øvrigt er mere interessante mht. nyheder end små, lokale udstillinger som eksempelvis i Danmark.
MEN DEN HELT OVERORDNEDE udfordring - og mulighed - for bilbranchen er simpelthen, at vores produkt, bilen, ikke er så interessant længere for en stor del af kundegruppen, herunder specielt for yngre mennesker. Det betyder ikke, at man ikke fortsat skal appellere til følelser i forbindelse med bilkøb, men bare nogle andre følelser.
De fleste bilreklamer er stadig noget med frihed, typisk illustreret med et flot billede af en bil som helt alene (!) kører over en flot bro i Frankrig eller en flok unge, smukke mennesker på vej til stranden. Men hverdagen for de fleste kunder er jo altså at sidde i kø i regnvejr om morgenen på vej ind til for eksempel København eller Århus.
SÅ HVAD GØR VI SÅ ? Ja, vi skal skabe en mening med at være bilejer. Der skal være en sammenhæng med, hvordan vi ser verden - og os selv. Det er tankevækkende, at blandt andet Mercedes og BMW for nylig har været ude med meldinger om, at deres delebilsprojekter rundt om i verden, primært i Tyskland, Frankrig og USA, faktisk allerede nu er ved at give overskud.
Det bliver altafgørende for bilforhandlerne, at blive en del af, og ikke kun underleverandør til, de nye strukturer, som vil blive etableret i de kommende år, også i Danmark.