De gode relationer holder
Når man som Günther Lorenzten driver Automester-værkstedet Tønder Autoforum i Tønder, skal der noget ekstra til for at fastholde kunderne.
Svært at hamle op med
- Det er jo ingen hemmelighed, at nogle af de danskere som får lavet bil i Tyskland, kombinerer det med en indkøbstur. Mens familien handler ind, bliver bilen serviceret på et tysk værksted. Dem kan vi ikke hamle op med. Så er der det med dækkene. For os, som bor så tæt på Tyskland, er det med dæk svært. Vi har ikke altid mulighed for at få samme avance på som værkstederne andre steder i Danmark. Hvis vi skal sælge dæk, er vi ofte nødt til at skrue ned for avancen for at få en handel i hus. Endelig har den økonomiske krise betydet, at flere har benyttet sig af at få lavet bil i Tyskland - det er igen en faktor, som vi ikke kan gøre noget ved, siger Günther Lorenzten.
Hjemmebanefordel
- Heldigvis er der noget, vi kan gøre. Når man bor lokalt i Tønder, skaber det ganske naturligt både et netværk og personlige relationer, og det er vigtigt. For når man er lokal, giver det en slags hjemmebanefordel, som værkstedet i Tyskland ikke har. Folk kender mig, og ved hvad værkstedet står for. At kæmpe mod de billige værksteds- og dækpriser i Tyskland, kan hverken jeg eller andre stille noget op imod. Og det, man ikke kan gøre noget ved, bør man lade ligge. Til gengæld kan vi give kunderne en god og reel behandling, og det er her, vi har en klar fordel. Ved at gøre det, kan vi fastholde kunderne, og det er vel i bund og grund det, det handler om, pointerer Günther Lorenzten.