23948sdkhjf

Rune kan jeg ikke lære ret meget mere

Mekanikerlærling Rune Juul Andersen har kvalificeret sig til DM i Skills. Og hans mester spår, at han vinder DM.
- Rune bliver mellem de tre bedste ved DM i Skills i januar 2014. Det er jeg 100 procent sikker på. Og jeg bliver overhovedet ikke overrasket, hvis han bliver nummer ét. Det tror jeg faktisk at han gør, med de evner han har, siger mekaniker Henning Buus.

Stoltheden lyser ud af mekaniker Henning Buus, der driver Buus Auto i Haunstrup.

Stoltheden skyldes hans lærling Rune Juul Andersen, der netop har kvalificeret sig til at deltage ved DM i Skills i Gigantium i Aalborg 23.-25. januar 2014. Det gjorde han ved Regionsmesterskaberne i Skills på Auto College Aalborg, hvor deltagerne konkurrerede i fejlfinding på biler.

Sammen med holdkammeraten Mikkel Havskov Berthelsen fra Thorkilds Auto- og Karosseriværksted i Sdr. Omme repræsenterede Rune Juul Andersen Skjern Tekniske Skole. Mikkel måtte dog til slut se sig slået af Nick Wøbbe Jensen fra Auto College Aalborg, som dermed er repræsenteret ved DM i Skills for første gang. Så det bliver aalborglærlingen og Rune Juul Andersen, der til januar skal kæmpe om DM-titlen i Skills for mekanikere.

Et lille værksted

- Jeg var ikke i tvivl om, at han ville gå videre til DM ved regionsmesterskaberne. For Rune, ham kan jeg ikke lære ret meget mere. Når det gælder computere og testere, så er han langt foran mig. Men jeg vil nu alligevel godt have noget af æren for, at han er kommet så langt. Man skal også tænke logisk og kunne sortere i de informationer, der kommer fra testeren. Det har jeg lært ham. Desuden har han haft stor gavn af, at vi er et lille værksted, hvor vi arbejder i alt muligt. Det betyder, at han skal være skarp hele tiden. Og skarp – det er Rune.

- Men Skjern Tekniske Skole skal også have deres del af æren. Det er en rigtig god skole med et fagligt meget højt niveau. De har nogle dygtige lærere, som eleverne og mestre har stor respekt for. Jeg har et rigtig godt samarbejde med dem om uddannelsen af mine elever. Det samarbejde er guld værd, siger Henning Buus.

Han blev selv udlært mekaniker som 18-årig og har haft eget værksted i 28 år. Han har haft mange lærlinge gennem årene og glæder sig over, at de alle på nær én har gode job.

Klumrede lidt rundt i det

Ifølge Rune Juul Andersen selv fik han ikke den bedste start ved regionsmesterskaberne i Aalborg.

- Når man står der og vil præstere, så bliver man nervøs. Så i starten følte jeg, at jeg klumrede lidt rundt i det. Heldigvis kom jeg over det. Senere sagde jeg til dommerne, at de måtte undskylde, hvis jeg havde virket lidt forvirret. Men jeg havde lige haft nogle nerver, som jeg skulle have styr på, siger Rune Juul Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094