23948sdkhjf

Kilometer-afgift giver bedre råd til større biler

Afgiftstryk flyttes fra vest- til østdanske bilister, viser trængselskommissionens beregninger om roadpricing.
Store biler vil slippe billigere i afgiftstryk ved en kørselsafgift/roadpricing/km-afgift, der helt erstatter registrerings-, forsikrings- og ejer- eller vægtafgifter for cirka 26 milliarder kroner, mens små biler stilles ringere ved en sådan reform af bilafgifterne.

Det fastslår trængselskommissionen på grundlag af beregninger over tænkte takstsystemer, der indeholder en grundtakst samt myldretids- og storbytakster.

Der vil blive bedre plads på vejene omkring storbyer ved en gradueret kørselsafgift, viser de forholdsvis simple beregninger. Hver tredie bil forsvinder fra vejene i myldretiden ved en samlet takst på 200 øre/km, og i gennemsnit køres der 17 procent mindre i gennemsnit døgnet rundt i hele landet.

Den anbefaler at anvende 100 millioner kroner på et såkaldt storskalaforsøg, der kan gennemføres på højst to et halvt år.

Overskud vest for Storebælt

Trængselskommissionen handler egentlig om hovedstaden, men en ændring af afgiftssystemet må nødvendigvis gælde hele landet. "Landsækkende roadpricing er det redskab, der indeholder det største potentiale i forhold til effektivt at kunne regulere efterspørgslen på biltrafik," hedder det.

Den månedlige omfordeling af bilafgifter viser, at en bilist i hovedstaden skal af med 54 kroner mere om måneden, mens en nordjyde får 45 kroner i overskud. Generelt flyttes der afgiftsbetaling fra Østdanmark til Vestdanmark.

Telekortsløsning

Kommissionen blev nedsat i kølvandet på opgivelsen af betalingsringen. Regeringen indgik en aftale med Dansk Folkeparti og Enhedslisten om en årlig pulje på én milliard kroner som et plaster på såret.

Rapportens anbefaling af roadpricing ledsages af et forslag om et slags telekort for de bilister, der frygter overvågning.

Data om roadpricing svarer til de data, der logges om brug af telefoner. Derfor skal oplysningerne om den konkrete kørsel beskyttes på samme niveau som teledata.

"De fleste borgere vil formentlig stille sig tilfreds med det, men der vil være borgere, som vil føle behov for et højere beskyttelsesniveau omkring deres personlige data. Arbejdsgruppe finder, at fuld anonymitet skal kunne tilbydes i form af en service, der minder om et anonymt forudbetalt taletidskort til mobiltelefonen. Her vil brugerne samtidig være klar over, at det er en ekstra service," hedder det i rapporten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062