Testcenter afprøver omdiskuteret kølemiddel
Trods brandfare giver en crash-rapport ikke anledning til at hjemkalde biler med det nye HFO-1234yf kølemiddel bag tysk-fransk kontrovers.
Daimler advarede sidste år om, at HFO-1234yf udgør en større brandfare end hidtil antaget, og bruger derfor det mere miljøbelastende R134a kølemiddel, der ellers er ved at blive udfaset af andre dele i autobranchen, herunder i franske biler. Advarslen førte til kraftige diskussioner i bilindustrien. KBA anbefalede derfor en række test af det nye kølemiddel, der produceres af Honeywell og partneren DuPont.
Testen er gennemført ud fra ønsket om at definere en "acceptabel risiko". Resultatet er nu, at bilindustrien igen bliver konfronteret med behovet for kostbar søgen efter et nyt kølemiddel, der lever op til EU-direktivet på området.
Daimler udtaler efter KBA-rapporten, at den bekræfter bilproducentens beslutning om at fortsætte med at bruge det ældre R134a, mens firmaet udvikler systemer, der kan benytte ikke-brandbart kuldioxid som kølemiddel.
Honeywell udtaler, at KBA-testen viser, at der, med undtagelse af Daimler, er bred enighed om, at HFO1234yf ikke udgør større fare end R134a.
KBA udførte crashtesten på fire bilmodeller; Mercedes B-klase, Hyundai i30, Subaru Impreza og Opel Mokka. Testen havde tre sværhedsgrader og konkluderede, at det nye kølemiddel ikke udgør alvorlig fare, selv om en ud af fire biler brød i brand i stadie tre og udsendte betydelige mængder HF-syregas, hydrogenfluorid.
"Væsentlige mængder HF blev også observeret i to andre crash, og kølemidlet så ikke ud til at være kilden til antændelse", lyder en konklusion i rapporten, der foreligger i fuld form midt i september.