23948sdkhjf

Højere reparationsgrænse skaber jobs

Hver femte virksomhed i autobranchen forventer at ansætte flere svende, og næsten hver tredje forventer flere lærlinge. Det viser en ny medlemsanalyse fra Håndværksrådet.
Det giver en målbar jobeffekt, at regeringen og oppositionen har vedtaget at hæve reparationsgrænsen for skadede biler fra 65 til 75 procent. Det viser en undersøgelse blandt Håndværksrådets mere end 2.000 virksomheder i autobranchen, efter det som en del af Vækstplan DK blev besluttet at hæve reparationsgrænsen fra 1. januar 2014 med virkning i 2014 og 2015.

- Vi mener, det er den rigtige beslutning at hæve reparationsgrænsen, fordi det giver flere arbejdspladser. Et forsigtigt skøn er, at det vil skabe omkring 500 nye jobs, siger Lars Magnus Christensen, erhverspolitisk konsulent hos Håndværksrådet.

Flere skrottede biler – færre reparationer

Med en reparationsgrænse på 65 procent bliver en skadet bil skrottet, hvis regningen for reparationen overstiger 65 procent af bilens værdi inden skaden. VK-regeringen sænkede reparationsgrænsen fra 75 til 65 procent, hvilket betød, at færre skadede biler blev repareret. Det ramte ordresituationen og dermed beskæftigelsen i reparationsbranchen, hvor der i dag ifølge Dansk Metal er cirka 1.000 ledige.

For kort virkning

Håndværksrådets analyse viser, at politikerne kunne høste en jobeffekt her og nu. Hvis reparationsgrænsen blev hævet allerede nu, kunne værkstederne begynde at ansætte i morgen.

- Da ændringen først gælder fra 2014 bliver arbejdspladserne ikke skabt her og nu, men først fra årsskiftet. Og når ændringen ikke er permanent, så er det måske ikke alle virksomheder, der vil ansatte det antal svende, der egenetlig er behov for. Derfor mener vi, at den hævede reparationsgrænse bør være permanent for at skabe en vedvarende effekt, siger Lars Magnus Christensen.

Rådet vurderer desuden, at endnu flere virksomheder ville tage ekstra lærlinge, hvis man havde valgt at hæve reparationsgrænsen permanent i stedet for midlertidigt. En aftale med en lærling vil løbe over 4 år, men grænsen hæves kun med virkning i 2014 og 2015.

Derudover er det fortsat et ønske, at man dels havde hævet grænsen mere end blot til de 75 procent, og samtidig skulle man have set på metoden for opgørelse af skader. I dag skal alle skader opgøres i nye dele, selvom mange biler let ville kunne repareres med brugte dele. Bare det i sig selv ville kunne bidrage med flere job i autobranchen, lyder det fra Håndværksrådet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063