Danskerne passer på bilerne
De danske bilejere overholder serviceintervaller og vedligeholder bilen langt udover det, som bilfabrikkerne foreskriver, viser en undersøgelse.
Faktisk er det så vigtigt for danskerne med en velholdt bil, at 89 procent svarer, at de altid overholder bilens forskrifter i forhold til service, og herunder gør 74 procent det endda herudover i høj eller meget høj grad.
- Vi har tidligere konstateret, at danskerne fokuserer meget på bilen som en tung økonomisk post på budgettet. Man vil gerne spare penge i det daglige bilhold, men uden at give afkald på sikkerheden. Derfor prioriterer størstedelen af bilejerne at bilen er velholdt og passer dens eftersyn, forklarer Jan Lang, der er markedsanalytiker for BilBasen.
Han tilføjer, at stort set lige så mange danskere er flittige til at vedligeholde bilen udover planlagte og de anbefalede servicebesøg på værkstedet.
- Undersøgelsen viser, at 87 procent af danskerne får efterset og vedligeholdt bilen jævnligt og meget mere end anbefalingerne, og det er sund fornuft, hvis man vil spare på udgifterne til reparationer og ønsker, at bilen skal holde i det lange løb, siger Jan Lang.
Undersøgelsen viser til gengæld, at de unge mellem 18 og 29 år slækker mere på at vedligeholde bilen, hvilket kan skyldes de unges begrænsede økonomi, der får dem til at udskyde eftersynene.
Ifølge FDM kan det være en ret bekostelig affære ikke at vedligeholde bilen. Bliver bilen ikke efterset ifølge serviceforskrifterne og får repareret de skader som løbende opstår, så udvikler skader sig hurtigt til langt dyrere reparationer.