- I samarbejde med MCH Messecenter Herning lancerede vi et nyt koncept for den biludstilling, der fandt sted i 2011, og som på mange måder blev en succes. Vi lagde vægt på nytænkning og nye ideer, som skulle være med til at relancere store biludstillinger i Danmark, og som først og fremmest havde bilen i centrum. Det er den fornyelse, MCH nu vil videreføre, og på den baggrund er vi glade for endnu en gang at være med i det tætte samarbejde om at gøre næste store bilmesse i Herning til en succes, udtaler adm. direktør Bent Mikkelsen, De Danske Bilimportører.
Det er derfor naturligt, at bilmessen i 2011 har været en vigtig inspirationskilde til den kommende messe i 2013, lyder meldingen fra MCH Messecenter Herning.
- På grundlag af den respons, vi har fået fra udstillerne og de mange besøgende, vil vi, når den næste messe åbner, præsentere en række nye og spændende aktiviteter samt fornyelse af mange af de aktiviteter, der blev vist i 2011. Selv navnet har vi udviklet, så messen fremover hedder Biler Biler Biler, udtaler projektleder Betina Engholm, MCH, og uddyber:
- Derfor skal ingen være i tvivl om, at det er bilen og de oplevelser, der knytter sig til bilen, der vil være i centrum, og som vil være resultatet af et godt og konstruktivt samarbejde med DBI og foreningens medlemmer.
Den officielle åbning finder sted torsdag den 24. oktober.
Sideløbende med Biler Biler Biler gennemføres torsdag og fredag den 24.-25. oktober fagmessen AutoTeknik af Danske Fagmesser.