Stik-standard for elbiler ladt i stikken
I Europa skal et stik leve op til DIN IEC norm 62196, idet IEC er en forkortelse for International Electrotechnical Commission, som ligger i Schweiz.
IEC 62196-1 standarden omfatter de generelle krav, og IEC 62196-2 standardiserer tre forskellige stiksystemer, som benævnes type 1, 2 og 3.
Standarden blev for første gang publiceret i 2011, og siden er der sket en rivende udvikling. IEC forventer at publicere anden udgave af standarden maj 2015.
Ved stikket drejer det sig om syv-pols stik med tre faser, nul, jord og to signalledere. Jordstikket sidder i midten. For at forhindre omvendt isætning har stikket en flad side foroven ved signallederne. Der kan både lades med enkeltfase på 230 Volt og trefaset med 400 Volt. Ladningen kan foregå med 16 A, 32 A eller 63 A, afhængigt af elinstallationen.
Ved 230 Volts ladning svarer det til 3,7 kW, 7,4 kW og 14,5 kW, og ved 400 Volt nettet med en effekt på 11,0 kW, 22,1 kW og 43,5 kW.
Ud over opladning kan man også styre og kontrollere via stikket: De to signalledninger, der anvendes til datakommunikation, kan rapportere om ladetilstand samt give mulighed for at afregne og fungerer også som kørselsstop, så bilen ikke kan køre, så længe stikket er i opladerstanderen. Stikkets kommunikation omfatter ligeledes en elektrisk beskyttelse og rapporterer om fejlstrøm, overbelastning eller komponentskade.