23948sdkhjf

Kineserne klar til franske luksusbiler

Citroën DS sælges i Kina som et alternativ til en tysk luksusbil. Ved hjælp af duft, design og VIP-treatment skal DS løfte hele Citroëns image i Kina
Midt i et af Shanghais dyreste kvarterer har Citroën åbnet en såkaldt DS Word, der er et showroom, som viser alle DS-modeller i de omgivelser, som franskmændene gerne vi have: Som en lille bid af Paris. Sådan opleves såvel DS World som de tilhørende forretninger DS Store, der er Citroëns store satsning på at opbygge DS-modellerne som et selvstændigt luksusmærke i Kina.

Udefra er der intet, der signalerer Citroën, men det øjeblik, de elektriske døre går til siden, mødes kineserne af en svag parfumeret duft, sorte gulvtæpper, glimmer og en små-dekadent stemning, der signalerer Paris, natklub og champagne af højstilket krystal.

Showroomet DS World viser alle modeller, og conceptbilen Metropolis fra 2010 trækker denne formiddag mange nysgerrige kinesere ind, der knipser med mobiltelefonerne. Har de mod til det, kan de spørge de sortklædte kinesiske ansatte om bilerne og få en glittet brochure med under armen. Der er ikke mulighed for at få en prøvetur, men er man meget interesseret og ser VIP nok ud, forlyder det, at DS World kan foranledige, at man bliver hentet og kørt ud til en af de to DS Stores, der findes i Shanghai.

Forlagt prøvekørsel

En af dem ligger kun godt 15 km fra det fashionable centrum af Shanghai og DS World, men mentalt er der meget længere, for den strømlinede butik ligger side om side med beskidt småindustri, hvor det myldrer med scootere, kinesiske biler i den meget tilfældige byplanlægning, der præger mange forstæder i Shanghai.

Vi besøger butikken uanmeldt for på egen krop at opleve, hvordan Citroën markedsfører DS som et alternativ til en BMW eller Audi.

Forretningen har egen uniformeret vagt i et lille hus ved indkørslen til den omkring 700 kvadratmeter store butik, og når man træder ind af døren, er der dømt afslappet lounge stemning med bløde stole, lækkert lys og den sædvanlige DS duft, der strømmer ud fra en lille maskine bag en af de udstillede DS’ere.

Tæller man alle med, arbejder her 25 mennesker, fra direktør til den lille uundværlige kineser, der pisker rundt med en svaber og sørger for, at de store sorte blanke gulve hele tiden er holdt fri for støv.

Ubrugt værksted

Det karakteristiske DS-design gennemsyrer alle dele af butikken helt ned til mindste detalje, og en hel afdeling er reserveret VIP-kunder, der har egen bar med servering af kolde drinks og kaffe.

Selv om butikken har været i gang i godt seks måneder, virker det hele lidt forladt, og på værkstedet står liftene uden ret mange spor af at have løftet DS’ere.

- Vi har solgt mellem 15-20 DS’ere hver måned siden starten for godt seks måneder siden. Vi er omkring 25 ansatte og der er tale om en selskabskonstruktion, hvor en person ejer butikken, forklarer Marketing Manager, der kalder sig Dorris.

De fleste kunder kommer kørende i en BMW, VW eller Mercedes-Benz, og mange kigger på en DS til konen, forklarer hun, mens hun viser rundt i forretningen, der udelukkende udfører salg og service af DS’ere.

Lige nu er der 27 DS butikker fordelt på Kinas største byer, og planen er 60 forretninger inden årets udgang. Endnu har Citroën ikke oplyst, hvor mange DS’ere det er lykkedes at sælge i Kina, men salgstallet forventes i løbet af sommeren.

Endnu en DS World åbner til efteråret i Paris, men ellers er der ikke planer om yderligere showroom.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078