Synsmand dømt for systematisk snyd
En 36-årig synsmand er blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at have modtaget penge mod at godkende biler, der ellers ikke ville have klaret et syn.
- Motivet kan man kun gisne om. Han forklarede i retten, at han ikke havde modtaget "sorte" penge for de 85 biler. Efter min personlige opfattelse må der dog have været en form for gevinst for den dømte. Alt andet virker efter min opfattelse ejendommeligt, siger Lars Lindkjær Jensen, anklager hos Københavns Vestegns Politi, til Søndagsavisen.
Dommen for slet ikke at have kigget på de synede biler blev på seks måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år for at have indsendt urigtige synsoplysninger til Trafikstyrelsen. Synsmanden var ikke tidligere dømt og erkendte sig delvis skyldig.
Svindel skal opdages
Med mere end 100 synshaller er Applus Danmarks største bilsynsvirksomhed, og her gør de en indsats for at sikre sig imod, at sager som denne skulle dukke op hos dem.
- Samtlige medarbejdere har gennemgået og underskrevet Applus-koncernens etiske retningslinjer, her er uvildighed en af de vigtigste værdier, Applus står for.
Vi kan naturligvis ikke udelukke, at lignende tilfælde vil kunne ske hos os, men skulle tilfældet opstå, vil vi øjeblikkeligt meddele Trafikstyrelsen vores mistanke samt politianmelde vedkommende, siger Per V. Rasmussen, direktør hos Applus.
Applus har hvert år mere end 500.000 biler igennem synshallerne, og Per Rasmussen er ked af, at sager som denne skader branchens renomme, men trods alt glad for at det blev opdaget.
- Vi er altid glade for og tilfredse med, at svindel som det her bliver opdaget. Det er helt uacceptabelt blot at godkende bilerne uden, at de fysisk har været fremstillet i synshallen. Hos Applus har vi længe ønsket, at medarbejderne fik en autorisation på samme måde som eksempelvis sygeplejersker, som kunne tages fra dem, hvis ikke de levede op til kravene fastsat af Trafikstyrelsen, siger Per V. Rasmussen.