Sludder om aircon
Et moderne A/C-anlæg i bilen bruger kun 3-5- procent ekstra energi, oplyser A/C-konsulent, som går i rette med Det Økologiske Råd.
Det var dog den værste gang sludder og usandheder, denne såkaldte rådgiver kan slippe afsted med: "Luk vinduet op, når det bliver for hedt i bilen" frem for at tænde for aircondition? Han påpeger, at et A/C-anlæg bruger 515 procent - ja, ved bykørsel helt op til 30 procent mere energiforbrug. Hvor har han dog denne påstand fra? Et A/C-anlæg, der bruger energi i denne størrelsesorden, er hamrende defekt eller bliver brugt alt for lidt. Og hvad med den forøgede vindmodstand, når man åbner vinduet og dermed forringer bilens aerodynamik? Hvad koster det mon?
For det første bruger et moderne A/C-anlæg mellem 3 og 5 procent. At køre med lys om dagen gør vi jo også, og det koster da også noget? Et åbent vindue giver jo ikke nogen affugtende virkning, men kan give anledning til træk og støj.
Jeg erindrer en svensk undersøgelse for år tilbage, der godtgjorde at en varm og klam kabine påvirker føreren i negativ retning på samme måde som en spirituspromille på mellem 0,2 og 0,4.
Hr. Press-Kristensens argumenter for, hvorfor bilindustrien tøver med at udfase brugen af kølemidlet R-134a og indføre CO2-anlæg, må stå for hans egen regning. Der arbejdes på højtryk for at finde løsninger, der ikke bare er lønsomme, men også driftssikre. Det er to meget forskellige principper, der skal anvendes ved skift til CO2. Ikke bare i valget af materialer, men også ved det faktum at trykket er mange gange højere for at opnå en tilfredsstillende køleeffekt.
Brugen af et velholdt og velsmurt A/C-anlæg må stadig være at foretrække frem for en utilpas og irriteret billist, der hurtigere bliver træt af støj og træk.
Venlig hilsen
Dirch Steen, (tidl. KlimaSystem, Roskilde). I dag tilknyttet bl.a. Boldt Automobiler, Humlebæk, som A/C konsulent.
PS Tak for et ellers altid spændende og sagligt fagblad